Opdateret 13.18Salget af Genmabs kræftsællert Darzalex falder i andet kvartal sammenlignet med de tre forgående måneder. Salgstallene sender aktien ned med over 2 pct.
“Det kræver, at sælgerne kommer ud og møder lægerne, og det har været sat på standby. Det giver et udynamisk marked
Søren Løntoft Hansen, senioranalytiker hos Sydbank
Salget lander på 901 mio. dollar mod 937 mio. dollar i første kvartal. Der blev solgt for 492 mio. dollar i USA og 409 mio. dollar i resten af verden i andet kvartal af 2020, fremgår det af det netop offentliggjorte regnskab fra den amerikanske medicinalgigant Johnson & Johnson, som står for salget af kræftmidlet.
Søren Løntoft Hansen, senioranalytiker hos Sydbank, havde inden offentliggørelsen forventet et salg på 932 mio. dollar, mens den brede konsensus blandt analytikerne lød på 947 mio. dollar.
“USA overrasker positivt, mens salget i resten af verden er temmelig skuffende. Det afspejler, at der formentlig er flyttet noget salg fra andet kvartal til første kvartal,” siger Søren Løntoft Hansen og påpeger, at man i resten af verden, herunder Europa, har sørget for at købe ind i rigelige mængder i årets første tre måneder med henblik på de massive nedlukninger af samfund verden over.
“Jeg har ikke et indtryk af, at vi har set samme grad af nedlukning i USA, så det kunne afspejle det,” siger han.
Senioranalytikeren påpeger, at Genmabs nye udgave af Darzalex, der nedbringer behandlingstiden markant, blev skudt i gang, samme tid som coronakrisen spredte sig. Derfor har det givet udfordringer med at udbrede produktet.
“Det kræver, at sælgerne kommer ud og møder lægerne, og det har været sat på standby. Det giver et udynamisk marked,” siger Søren Løntoft Hansen, der forventer, at salget igen vil stige, når verden så småt genåbner.
På trods af faldet fra kvartalet forinden, er der sket en stigning i salget på 16,4 pct. fra 774 mio. dollar, hvis man sammenligner med samme periode sidste år.
I marts tog Genmabs aktiekurs en ordentlig dukkert til under 1200 kr. pr. aktie, men siden har kursen været på himmelflugt.
Hos investorerne er der meget fokus på Genmabs lymfekræftmiddel Epcoritamab, hvor biotekselskabet har indgået en kæmpe aftale med amerikanske AbbVie, som sikrer Genmab en betaling på 750 mio. dollar i hånden og derudover kommer potentielle milepælsbetalinger på op til 3,15 mia. dollar.
Aktiekursen falder efter offentliggørelsen med mere end 2 pct. til 2283 kr. pr. aktie, men den amerikanske storbank Citi leger med tanken om, at Genmab sagtens kan nå over 3000.
I maj havde Citi sat sit kursmål til Genmab-aktien på 1600.
I den mest optimistiske gruppe af aktieanalytikere har Jefferies kursmål på 2400 sammen med Barclays og DNB Markets.
I årets første kvartal udgjorde royalties fra Darzalex 775 mio. kr.
Biotekselskabets regnskab for årets første tre måneder viste 7. maj, at salget af Darzalex på grund af coronakrisen er dykket 15 pct. i USA i de sidste uger af kvartalet. Genmab fastholdt alligevel forventningerne til hele året, da topchef Jan van de Winkel mener, at det kan indhentes i andet halvår, hvis verden normaliseres.
mio. dollar lander salget på for Darzalex i andet kvartal
Genmab venter en omsætning på mellem 4,75 og 5,15 mia. kr. for 2020 og et driftsoverskud på mellem 850 og 1250 mio. kr.
Det er baseret på, at Darzalex opnår et salg på 3,9-4,2 mia. dollar, som vil give Genmab en royaltybetaling i intervallet 4,1-4,5 mia. kr.
I slutningen af 2015 fik Genmab og selskabets partner Janssen Biotech, som er et datterselskab af den amerikanske medicinalgigant Johnson & Johnson, markedsføringstilladelse i USA til det nye kræftmiddel til behandling af blodkræftsygdommen myelomatose, eller knoglemarvskræft.
Inden da var lægemidlet kendt under navnet Daratumumab.
Genmab sad alene på rettighederne til Daratumumab frem til august 2012, hvor det gav Janssen Biotech en global eksklusiv licens til at udvikle, fremstille og kommercialisere Darzalex, mod at det danske selskab vil modtage royalties af fremtidigt salg samt milepælsbetalinger afhængig af udviklingen og salget.
Darzalex var godkendt i USA og Europa til patienter, der havde modtaget mindst tre tidligere behandlingsforløb, men i sommeren 2019 fik kræftmidlet sin længe ventede godkendelse til anvendelse på nydiagnosticerede patienter med knoglemarvskræft i USA, når lægemidlet kombineres med den nuværende standard Revlimid og dexamethasone.
Det var ifølge Genmabs topchef Jan Van der Winkel en “game-changer” da den amerikanske sundhedsmyndighed, FDA, i maj godkendte en ny version af Darzalex, som på fem minutter kan indsprøjtes i stedet for at midlet gives via drop over flere timer.
Grunden til det synspunkt er, at der i de lokale sundhedscentre i USA mangler stole, hvor patienterne kan sidde og få Darzalex i intravenøst i drop.
Disse centre står for omtrent to tredjedele af alle patienter med knoglemarvskræft. Derfor får mange patienter ikke lægemidlet i dag.
Blandt analytikerne er estimaterne i den øvre ende af Genmabs prognose, hvor salget af kræftmidlet i 2019 landede på lige under 3 mia. dollar.
Flere analytikere venter, at Darzalex på toppen vil sælge for over 10 mia. dollar.