Den danske robotklynge, herunder storebroren Universal Robots, som producerer robotarme, har de seneste år gjort sig bemærket både i Danmark og udlandet. Danskerne har nemlig specialiseret sig inden for en særlig kollaborativ robotteknologi og de såkaldte cobots rummer ifølge den kommende topchef i Universal Robots et enormt potentiale.
“Det handler om at få lavet potentialet om til et momentum. Det kommer gennem innovation, og det vil jeg fokusere rigtigt meget på,” siger Kim Povlsen, der træder ind som ny global topchef i den Odense-baserede virksomhed 1. marts. Oprindeligt stiftet af Esben Østergaard, Kasper Støy og Kristian Kassow i 2005. I 2015 blev virksomheden solgt til amerikanske Teradyne for 1,9 mia. kr. Kim Povlsen overtager posten fra tyske Jürgen von Hollen, som har været direktør siden 2016. Før Jürgen von Hollen var det Enrico Krog Iversen, som både var medejer og direktør.Det var også ham, der solgte koncernen til Teradyne i 2015.
Ifølge Kim Povlsen følger der et særligt ansvar med at gå forrest med robotteknologien i Danmark.
“Vi har et ansvar om at drive det her samarbejde, som er i Odense, og de synergier, der kan være på tværs af robotklyngen,” siger han.
Medstifter og adm. direktør i Innovation Lab Mads Thimmer har fulgt branchen tæt og er meget begejstret for det hjørne af robotindustrien, som den danske robotklynge har sat sig trygt i.
“Vi har jo en lang tradition, der kommer ud af Odense – man kan næsten kalde det en urtradition for brugerdrevet design og brugervante løsninger, som vi simpelthen er gode til uanset industrien – og som vi også har set, udlandet har fået øjnene op for,” siger han.
Kim Povlsen kommer fra en stilling som vice president, strategy, technology & ecostruxure power hos den franske koncern Schneider Electric, som bl.a. arbejder med energioptimering. Han har været ved Schneider Electric i næsten 13 år, og selvom det ikke just er robotteknologi, selskabet beskæftiger sig med, er området langtfra fremmed for den kommende topchef. Han er født og opvokset i Odense, Danmarks robotepicenter, og uddannet fra Odense Universitet, i dag SDU. Den uddannelse, han tog i sin tid, blev senere omdøbt robotteknologi.
“Jeg har en helt naturlig passion for robotter,” siger Kim Povlsen, som kigger frem mod store muligheder.
“Jeg vil tage min indsigt og læring om, hvordan man virkelig skalerer forretningen om til en helt anden størrelsesorden, med mig
Kim Povlsen, kommende topchef i Universal Robots
“Jeg vil tage min indsigt og læring om, hvordan man virkelig skalerer forretningen om til en helt anden størrelsesorden, med mig,” siger han.
Coronapandemien satte også det Teradyne-ejede Universal Robots på prøve.
I 2020 faldt salget i Universal Robots 12 pct. sammenlignet med sidste år. Dog fik selskabet gang i salget i fjerde kvartal 2020, som voksede 6 pct. sammenlignet med samme kvartal i 2019. I 2020 havde Universal Robots en omsætning på 219 mio. dollar.
Teradyne landede i 2020 en omsætning på 3,1 mia. dollar og omsatte for 759 mio. dollar i fjerde kvartal 2020 mod 655 mio. dollar i fjerde kvartal 2019.
Den udenlandske interesse for den danske robotniche er i følge Mads Thimmer en kombination af to ting:
“Den ene ting er teknisk detailkompetence, og den anden er generisk brugerkompetence. De udgør sammen en unik kombination, der har sin egen plads på verdensmarkedet,” siger han.
“Jeg tror, at det er super lukrativt at holde fast i det.”
Ifølge Mads Thimmer er den danske force at udvikle produkter, som gør produktionerne inden for robotteknologi mere fleksible.
“Det opfylder meget godt den naturlige produktionsudvikling, hvor det er mere interessant at ramme et præcist behov i markedet,” siger han.
“Der er altså rigtig mange steder i verden, hvor man er interesseret i at give lidt mere for noget, som til gengæld tager højde for elektronikpræferencer – og det kan de kollaborative. De kan hjælpe produktionsanlæg til at omstille sig til det marked, der er,” siger han.