ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Ny SAS-formand varsler opkøb og fusioner i luftfartsindustri

Den kommende bestyrelsesformand for SAS, tidligere TDC-direktør Carsten Dilling, forventer flere opkøb og fusioner i den europæiske luftfart. Han slår fast, at størrelse betyder noget i en presset industri, men han vil ikke spå om, hvorvidt SAS bliver en del af konsolideringen i europæisk luftfart.

- Der er ikke tvivl om, at skala betyder noget i en industri, hvor aktørerne presser hinanden maksimalt. Derfor er det oplagt og naturligt, at der vil ske konsolideringsprocesser i flybranchen, siger Carsten Dilling til Jyllands-Posten.

I USA er der gennem flere år sket en konsolidering, hvor al flytrafikken er samlet hos få og store flyselskaber. Europæisk luftfart er mere fragmenteret, hvilket gør, at der er et stort potentiale for opkøb og fusion.

Carsten Dilling anser det dog ikke for realistisk, at SAS selv vil være initiativtager i en kommende konsolidering. Omvendt mener han heller ikke, at SAS skal vente på, at selskabet bliver solgt eller indgår i en fusion eller et tæt samarbejde med én eller flere stærke partnere.

Den tidligere TDC-direktør vil overtage formandsposten i SAS på et økonomisk godt tidspunkt. Selskabet har haft overskud de seneste tre år, og lønsomheden var i det seneste regnskab den højeste i 20 år. Derfor har Carsten Dilling heller ikke tænkt sig at lave de store omvæltninger i SAS, skriver avisen.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis