Efter i foråret at have flyttet foden over på bremsen som konsekvens af usikre udsigter og udfordrede logistikkæder, har NTG over sommeren hamret speederen i bund. Det fremgår af regnskabet for tredje kvartal, der er offentliggjort onsdag aften.
I årets næstsidste kvartal slår transportkoncernen egen rekord for driften med en driftsmargin på 5,7 pct., og det er noget, der vækker glæde hos selskabets adm. direktør, Michael Larsen.
“Corona har givet os endnu en mulighed for at kigge alle vores arbejdsgange igennem
Michael Larsen, adm. direktør, NTG
“Fra et forretningsmæssigt synspunkt vil jeg sige, at vi står stærkere end nogensinde før,” siger han.
Det er organisationens evne til at optimere driften under krisen, der sender virksomheden på rekordkurs.
“Corona har givet os endnu en mulighed for at kigge alle vores arbejdsgange igennem en ekstra gang for at være sikre på, at vi gør det på den rigtige måde,” siger Michael Larsen.
Han henviser bl.a. til, at NTG i de første måneder af krisen fandt besparelser ved at skære 5 pct. af medarbejderstaben. Derudover peger han på opkøbet af logistikfirmaet Ebrex i februar.
“Vi er allerede nu lykkes med at høste omkring 50 pct. af de planlagte synergier fra det opkøb, hvor vi forventer totale synergieffekter på 1,5 mio. euro (11,2 mio. kr.)," siger Michael Larsen.
I løbet af året er organisationen også blevet nytænkt. Tidligere arbejdede koncernen med tre sideordnede topchefer, men efter 1. maj blev det ændret til, at selskabet nu arbejder med én adm. direktør og én finansdirektør, hvilket førte til afskedigelsen af adm. direktør for luft- og søfragt, Mikkel Fruergaard.
pct. ligger NTG's driftsmargin på i tredje kvartal
Ifølge den nye mand for bordenden har den nye struktur fået selskabets opbygning til at minde mere om de andre børsnoterede selskaber, men det er ikke topledelsen, der har ført virksomheden sikkert gennem krisen.
“Jeg har været rigtig glad for at komme ind og være omgivet af så stærkt et team, som jeg er nu her. Det har været en af de vigtigste årsager til, at vi er kommet videre på den måde, vi er,” siger Michael Larsen.
For tredje kvartal lander NTG en omsætning på knap 1,4 mia. kr. Samtidig rammer driftsoverskuddet før særlige poster (ebit) 77,6 mio. kr. Det overgår forventningerne hos Marcus Bellander, aktieanalytiker i Nordea, der så en toplinje på 1,275 mia. kr. og et driftsoverskud før særlige poster på 75 mio. kr.
Den øgede aktivitet over sommeren fortsatte gennem hele tredje kvartal, og selskabets største division Road & Logistics lander en omsætning på over 1,125 mia. kr. mod 1 mia. kr. på samme tid sidste år, fremgår det af regnskabet.
Fremgangen i Road and Logistics, som udgør knap 80 pct. af koncernens omsætning, er en stor drivkraft bag den rekordhøje driftsmargin, lyder det fra NTG.
I slutningen af oktober opjusterede logistikselskabet fra Hvidovre forventningerne til indtjeningen for hele året, og det holder NTG sig stadig til.
Driftsoverskuddet før særlige poster ser NTG lande på 240-260 mio. kr. for året mod tidligere 200-230 mio. kr. for året. Forventningerne til omsætningen er på mellem 5 og 5,4 mia. kr., mens driftsmarginen skal ramme mellem 4 og 5 pct.
På trods af topchefens frygt for udsigterne i starten af krisen, så har den været med til at styrke selskabet, mener Michael Larsen.
“Selvom corona ikke er godt for noget, så har det hjulpet os til at kigge indad og forbedre vores forretning.”
Med de positive udsigter lægger selskabet sig på hjul af en række af sine rivaler, der også mærker en stigende efterspørgslen.
I starten af oktober opjusterede den danske konkurrent DSV Panalpina forventningerne til helåret, og i slutningen af oktober fremlagde selskabet fra Hedehusene et regnskab for tredje kvartal, hvor alle selskabets tre divisioner leverede resultater, der landede bedre end ventet.
Også den tyske transportkoncern DHL ser ud til at cruise gennem coronakrisen, hvilket fik selskabet til at opjustere forventningen til indtjeningen fra driften til mellem 3,3 og 3,6 mia. euro fra den tidligere forventning på mellem 2,8 og 3,1 mia. euro.
Onsdag morgen fremlagde A.P. Møller-Mærsk et regnskab for tredje kvartal, hvor et af de helt store lyspunkter også var aktiviteterne på landjorden. I Logistics & Services landede omsætningen på 1,89 mia. dollar, hvilket er 205 mio. dollar højere end analytikernes forventninger.