Det var lidt af en bombe i den absolutte top af dansk erhvervsliv, da Novozymes og Chr. Hansen 12. december 2022 meddelte, at de planlægger at gå sammen i en fusion. Det vil skabe en ny stor spiller i den internationale ingrediensindustri og samtidig en ny stor aktie i det danske C25-aktieindeks.
Selv om det kaldes en fusion, er det reelt det noget større Novozymes, der spiser Chr. Hansen i en handel til omkring 87 mia. kr. Det sker via et aktiebytte, hvor aktionærerne – hvis de bakker op om idéen – får nye aktier i et nyt fælles selskab, som ingen endnu ved, hvad skal hedde. Siden er aktien i Novozymes faldet næsten 20 pct., mens aktierne i Chr. Hansen er steget 12 pct. Et klart tegn på, at det her og nu er Novozymes, der betaler for at indlemme Chr. Hansen i den nye enhed.