ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Da han hørte om en lille piges besvær, fik han en idé, som genopfandt Novo Nordisk: “Det var jo skidesmart”

Sonnich Fryland var medlem af koncernledelsen i Novo Nordisk fra 1989-1995, inden han købte Ferrosan ud Arkivfoto: Søren Wesseltoft
Sonnich Fryland var medlem af koncernledelsen i Novo Nordisk fra 1989-1995, inden han købte Ferrosan ud Arkivfoto: Søren Wesseltoft

Sonnich Fryland, der fylder 80 år lørdag, troede ikke på, at folk gad rende rundt med en insulinpumpe på kroppen, og var opsat på at finde en anden let metode at administrere insulin for folk med diabetes.

Tidligt i 1980’erne læste han i det videnskabelige tidsskrift The Lancet om en pige, der havde fyldt en engangssprøjte med dagens insulindoser, så hun slap for at bokse med hætteglas og sprøjte.

Kort efter gav Sonnich Fryland, som på det tidspunkt var markedsføringschef i Novo Nordisk, opgaven med at udvikle fyldepenslignende enhed, der kunne indeholde insulindoser til en hel uge, til medicinalkoncernens ingeniører. Resultatet blev Novopennen, der hurtigt gav Novo Nordisk en konkurrencemæssig fordel.

“Ja, er du vild. Det var jo skidesmart. Novopennen gjorde det jo meget lettere, i stedet for at man skulle rende rundt med hætteglas og alt muligt andet,” siger Sonnich Fryland, der endegyldigt droslede ned for erhvervskarrieren, da han for ti år siden solgte ud af ejerandelen i kosttilskudkoncernen Ferrosan.

Dengang blev han citeret for, at “nu har jeg satanedeme knoklet røven ud af bukserne i mange år. Nu skal frugten nydes,” i denne avis. Spørgsmålet er så om han har levet op til sit løfte.

“Ja, vi har solgt alle virksomheder, så der er kun finansielle værdier tilbage. Det er meget simpelt,” siger Sonnich Fryland, der blev storaktionær i Ferrosan, via et management buy-out midt i 1990’erne, efter at selskabet havde været ejet af Novo Nordisk i en periode.

Hvad har du fyldt din hverdag med i de seneste år?

“At restituere mig oven på mange års hårdt arbejde. Jeg slapper bare af og tager det stille og roligt. Jeg har gået meget på jagt, og det gør jeg stadigvæk. Så har jeg min familie, og dem snakker jeg med, og har det hyggeligt og dejligt med,” siger Sonnich Fryland, der som forretningsmand altid har stået i forreste række, men har gået stille med dørene, når det vedrørte privatlivet.

Sonnich Fryland indledte sin karriere i lægemiddelvirksomheden Løvens Kemiske Fabrik, efter at han blev uddannet som farmaceut, og var der et par år indtil han fik job i New York hos Sterling Drug. Hans job på Løvens Kemiske Fabrik blev overtaget af vennen Jan Leschly, der siden blev kollega i Novo Nordisks ledelsesteam.

Efter New York fik Sonnich Fryland job i konsulentvirksomheden IMS i Schweiz, inden han blev markedsføringschef i Dumex, der handlede med kopimedicin. Der var han indtil Jan Leschly fik ham hevet til Novo Nordisk i 1975. En af de første ting, han tog fat på var mange års stilstand i insulinpriserne.

“Det var mig, der begyndte at sætte priserne op,” siger Sonnich Fryland, der brugte det amerikanske begreb, planned obsolence, så prisen pr. insulinenhed blev øget i takt med, at nye og bedre insuliner kom på markedet.

Når man spørger til Sonnich Frylands største triumfer i karrieren, er det primært tiden i Novo Nordisk, der fremhæves.

“Det er helt klart, at der hvor jeg fik den største erfaring var på Novo, og hele den periode der,” siger han.

Han blev koncerndirektør i Novo Nordisk fra 1989 frem til opkøbet af Ferrosan i 1995. Her var han topchef indtil 2001, og bestyrelsesformand indtil 2005, da kapitalfonden Altor blev hovedaktionær, mens Sonnich Fryland beholdt en ejerandel på knap 30 pct., som blev solgt i 2011, da selskabet blev videresolgt til den amerikanske medicinalgigant Pfizer.

Fejringen af 80-års dagen bliver med den nærmeste familie, fortæller Sonnich Fryland.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis