På verdensplan må omtrent 13 mio. ud af de omtrent 60 mio. mennesker med diabetes i dag fumle med hætteglas og sprøjter for at tage deres daglige doser insulin, fordi adgangen til de mere moderne insulinpenne er uden for deres økonomiske rækkevidde.
“Vores forretnings-
model er nærmest at give pennene væk og sælge kapslerne – lidt ligesom Gillettes barbersystem, hvor de tjener penge på barberbladeneOle Kjerkegaard Nielsen, adm. direktør, Go-Pen
Det vil danske Go-Pen ændre på med en genopfyldelig insulinpen, der er nemmere at bruge, koster det samme, og desuden sikrer sundhedssystemet gigantiske besparelser.
Ole Kjerkegaard Nielsen og Michael Ejstrup Hansen har begge arbejdet for Novo Nordisk frem til 2019, førstnævnte som fastansat og den anden som konsulent, da de fik idéen til den nye insulinpen, og nu ser de også muligheden for en god forretning.
“Det segment, vi går efter, er dem, som ikke har nogen penge. Vi kommer med en pen, der er god, men skal man have en rigtig god pen, skal man stadigvæk have en Novo-pen, men den har kun få råd til i det her segment,” siger Ole Kjerkegaard Nielsen, medstifter og adm. direktør i Go-Pen.
“Vi skal skabe et produkt, der er til at betale og bedre, end det de bruger i dag,” tilføjer han.
Selskabet har fokus rettet mod USA som første marked og håber at kunne lancere i 2023. I USA er der over fire mio. mennesker, der er så fattige, at de står uden forsikring eller er så dårligt forsikrede, at de må købe den allerbilligste insulin på hætteglas.
“Vi kan ikke lave en løsning, der er billigere, end de sprøjter de bruger i dag. Det handler om at gøre det nemmere,” siger Ole Kjerkegaard Nielsen.
mio. mennesker verden over bruger fortsat hætteglas og sprøjter til insulin
Han peger på, at sundhedsøkonomiske beregninger viser, at USA som samfund kan spare 8 mia. dollar årligt, hvis de fire mio. mennesker bruger en insulinpen i stedet for sprøjter, som ofte fører til dårlig blodsukkerregulering og mange dyre indlæggelser.
Helt simpelt kan Go-Pens insulinpen genopfyldes med insulinkapsler, der rækker tre-syv dage for brugeren. Som med penne fra Novo Nordisk og Eli Lilly er det nemmere at indstille dosis end med en sprøjte. Samtidig er der langt mindre plastaffald med Go-Pens løsning, da pennen kan anvendes i op til fire år.
“Vores forretningsmodel er nærmest at give pennene væk og sælge kapslerne – lidt ligesom Gillettes barbersystem, hvor de tjener penge på barberbladene,” siger Ole Kjerkegaard Nielsen.
De 13 mio. mennesker, der bruger hætteglas og sprøjter, stikker sig samlet omtrent otte mia. gange hvert år, men der sælges ikke meget mere end et par milliarder sprøjter, fordi mange genbruger sprøjterne op til fire gange i gennemsnit. Go-Pen vurderer, at markedets størrelse er på 1,9-2,5 mia. kr. i dag, og at markedet for hætteglas vokser 0,9 pct. årligt.
“Vi tror, at vi kan komme ind og tage måske 11-12 pct. af det marked, men skal vi tjene penge, så skal de, der sælger vores produkt, tjene penge,” siger Ole Kjerkegaard Nielsen.
Hvordan splittet bliver mellem selskabet og en fremtidig distributionspartner, vil han ikke skyde på nu, men siger, at det er til forhandling.
“Vi går efter alt, hvad vi kan, men er der ikke penge til distribution, er det en dødssejler,” siger han.
Lige nu er målet, at produktet kommer hurtigst muligt til markedet, og kræver det et salg af selskabet, er den mulighed også på bordet.
“Det grundlæggende princip er, at vi vil træffe de valg, der skal til, for at vi kan komme på markedet så hurtigt som muligt,” fastslår Ole Kjerkegaard Nielsen.
USA bliver testballon for produktet, og lykkes det her, er vejen mod andre markeder lettere, da flere andre lande anerkender godkendelser fra de amerikanske sundhedsmyndigheder.