ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Novo-selskab om nyt partnerskab: "Det her bliver stort"

Roskilde-firmaet Sonion, som kalder sig verdens førende inden for mikroakustiske og mikromekaniske teknologier til høreapparater, indgår et strategisk partnerskab og køber sig ind i amerikanske Valencell, der er specialiseret i biometrisk sensorteknologi til hovedtelefoner og de såkaldte wearables.

Sonion er ejet af Novo Nordisk Fondens investeringssselskab Novo Holdings, og prisen for ejerandelen i Valencell er ’et udefinerbart millionbeløb’, oplyser Sonion-topchef Jesper Funding Andersen.

Sonion omsatte i 2017 for knap 1,3 mia. kr., viser selskabets nye regnskab. Topchefen ser et kæmpepotentiale i samarbejdet.

”Det her er strategisk vigtigt for os, fordi vi allerede leverer en masse fede kompetencer primært til høreapparater, og vi tror fremover, at høreapparater bliver multifunktionelle, sådan at de ikke kun kan hjælpe bæreren med at forstærke lyd, men også med en form for avanceret sundhedsovervågning. Det kunne eksempelvis være at registrere blodtrykket på bæreren,” lyder det.

Kan tage store markedsandele

Jesper Funding Andersen oplyser, at der i dag sælges 16-17 mio. høreapparater på verdensplan og på sigt håber han, at høreapparater med biometrisk teknologi vil udgøre 25-50 pct. af markedet.

”En, der bærer høreapparat er typisk oppe i 70 erne, og i den alder har man typisk også andre sundhedsmæssige udfordringer. Derfor kunne det være fandens smart, hvis også dette høreapparat kunne måle eksempelvis blodtrykket. På den bane kan vi gøre høreapparaterne mere relevante. Når man alligevel skal gå med høreapparat, ville det være fedt, hvis det kunne tilføre reel værdi til brugeren”.

Stort besparelsespotentiale

Han ser især et potentiale i USA, hvor sundhedsorganisationer i dag betaler kundens sundhedsomkostninger.

”Hvis de kan se, at man bedre kan overvåge patientens sundhedsdata, som via skyen leverer data tilbage til lægen, bliver patienten bedre styret, og sundhedsomkostningerne for denne organisation blive lavere. Og så vil det rulle ud. Det er vores vision om dette. Over tid tror jeg, det her bliver stort, fordi det ikke kun er høreapparater, men vil komme ind i andre apparater, hvor man kan måle sundhedstilstanden,” siger Jesper Funding Andersen.

Verdensklasse eksperter

I en pressemeddelelse oplyser Valencell-topchef Michael Dering, at årsagen til samarbejdet skyldes, at Sonion er ”verdensklasse eksperter og kapaciteter indenfor høreapparater, komponent udvikling, salg og distribution.”

Sonions hovedkvarter ligger i Roskilde og beskæftiger mere end 5500 over hele verden - selskabet har kontorer i Holland, USA, Kina, Polen, Vietnam og Filippinerne.

Sonion blev købt af Novo Holdings i 2014 - dengang Novo A/S - for en pris i omegnen af 4 mia. kr. Det var daværende topchef Eivind Kolding, som stod i spidsen for Novos investeringsselskab, der købte Sonion af den svenske kapitalfond Altor.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis