Novo Nordisks amerikanske rival Eli Lilly har fået godkendt det hurtigtvirkende insulin Lyumjev i USA.
Det fremgår af en meddelelse.
Måltidsinsulinet er en ny version af Lillys storsælgende hurtigtvirkende insulin Humalog, der er designet til hurtig optagelse af insulin i blodet, så blodsukkertoppene i forbindelse med måltider hurtigere fortager sig.
Lyumjev kommer i konkurrence med Novos hurtigtindsættende måltidsinsulin Fiasp og det ældre måltidsinsulin Novolog.
I forvejen har Lilly og Novo næsten delt det amerikanske marked for måltidsinsulin i mellem sig, om end Eli Lilly har et lille forspring målt på antallet af recepter ifølge data fra Symphony Health.
Lillys markedsføringstilladelse til Lyumjev blev offentliggjort mandag aften kort før amerikansk lukketid. Lillys aktie faldt mandag 1,4 pct. til 141,52 dollar, men steg 0,2 pct. i eftermarkedet.
/ritzau/FINANS