ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Novo rammer forventninger for 2018 - justerer langsigtede mål

Novo Nordisk omsatte for nogenlunde som ventet af analytikerne i 2018. Det viser årsregnskabet for 2018, hvor koncernen skabte et salg på 111,8 mia. kr. Til sammenligning omsatte Novo Nordisk for 111,7 mia. kr. i 2017. 

Gennemsnittet af analytikere ventede på forhånd en omsætning på 111,7 mia. kr. og et overskud af driften (ebit) på 47,8 mia. kr. svarende til en driftsmargin på 42,8 pct.

Novo Nordisks overskud af driften faldt med 4 pct. opgjort i kroner og steg med 3 pct. i lokale valutaer til 47,2 mia. kr. påvirket af kursfaldet på den amerikanske dollar og relaterede valutaer i forhold til kronen.

"Justeret for fratrædelsesomkostninger relateret til afskedigelser i andet halvår af 2018 og udgiften til en priority review voucher til brug i forbindelse med registreringsansøgningen for oral semaglutid steg resultatet af primær drift med 6 pct. opgjort i lokale valutaer," påpeger Novo Nordisk i regnskabet.

Analytikerne havde på forhånd estimeret, at driftsoverskuddet landede på 47,8 mia. kr., så Novo Nordisk ramte lidt under på dette felt i regnskabet.

"2018 var et år præget af ændringer og betydelig fremgang for Novo Nordisk. Vi leverede på vores mål for salg og resultat af primær drift og lancerede Ozempic, vores nye GLP-1 til ugentlig behandling af type 2-diabetes, i flere lande. Resultaterne fra det omfattende fase 3a-program Pioneer med oral semaglutid er særdeles opmuntrende for mennesker med type 2-diabetes, og vi er nu tæt på at indsende registreringsansøgning til FDA for oral semaglutid," lyder det i en kommentar fra Lars Fruergaard Jørgensen, adm. direktør i Novo Nordisk.

For 2019 venter Novo Nordisk en salgsvækst på 2-5 pct. opgjort i lokale valutaer. Året ventes præget af øget konkurrence, især for Novo Nordisks blødermiddel Novoseven.

"Der forventes desuden fortsat prispres indenfor diabetes, navnlig i USA. Dette omfatter som tidligere kommunikeret finansieringen af det såkaldte Medicare Part D coverage gap, som er ændret på baggrund af ny lovgivning med virkning fra 2019 og med en forventet negativ påvirkning på ca. 2 mia. kr," skriver Novo Nordisk.

Væksten i resultat af primær drift forventes at blive 2-6 pct. opgjort i lokale valutaer, skriver Novo Nordisk,der peger på, at udviklingen i overskuddet afspejler forventningen til salget og et fortsat fokus på omkostningsstyring, men der kommer negative påvirkninger fra ændrede rabatter i USA.

Novo Nordisks bestyrelse oplyser, at den har justeret de langsigtede mål for selskabet, så det langsigtede finansielle mål for resultat af primær drift efter skat i procent af nettodriftsaktiver ændres fra 125 pct. til 80 pct,.for at afspejle de nye regnskabsprincipper for behandling af leasingaftaler (IFRS 16) samt investeringsniveauet i materielle og immaterielle aktiver.

For at afspejle investeringsniveauet justeres målet for cash to earnings fra 90 pct. til 85 pct. Det langsigtede finansielle mål for vækst i resultat af primær drift er uændret, skriver Novo Nordisk.



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis