Novo Nordisk kom godt ud af tredje kvartal, men havde allerede afsløret væksten i lokale valutaer, da selskabet opjusterede i begyndelsen af oktober. Den globale pandemi har ikke ramt så hårdt som frygtet.
Væksten i tredje kvartal var på 7 pct., og det samme gælder for årets første ni måneder som helhed, målt i lokale valutaer. Når valutamodvinden regnes fra, lyder væksten på væsentligt mindre i danske kroner.
De faktiske tal i danske kroner blev en omsætning på 30,9 mia. kr. , lidt mere end ventet, mens indtjeningen af driften landede på 12,8 mia. kr. - lidt mindre end ventet. På forhånd lød analytikernes estimat, at Novo Nordisk ville nå en omsætning på 30,8 mia. kr. og et overskud af driften (ebit) tæt på 13 mia. kr.
”Vi er meget tilfredse med resultaterne for de første ni måneder af 2020 trods den negative påvirkning fra covid-19. Stadig flere patienter bruger vores GLP-1-produkter, og vi styrker fortsat vores lederskab på diabetesmarkedet. Indenfor forskning og udvikling har vi nået en vigtig milepæl med de lovende resultater fra fase 2b-studiet indenfor hjerte-kar-sygdom med ziltivekimab, den førende lægemiddelkandidat fra Corvidia Therapeutics, som vi købte tidligere i år,” siger topchef Lars Fruergaard Jørgensen i en forberedt kommentar.
Novo Nordisks forventninger for hele 2020 lyder nu på vækst i salg og indtjening af driften (ebit) på 5-8 pct., hvor der tidligere var ventet en vækst i omsætningen på 3-6 pct. og en vækst i driftsindtjeningen på 2-5 pct. Valutaudviklingen resten af året ventes at skære 3 point af salgsvæksten og 4 point af indtjeningsvæksten, når der skal veksles til danske kroner.
Forventningerne afspejler fortsat robust udvikling i salget af lægemidlerne Ozempic, Victoza og Rybelsus samt de nye insuliner og de biofarmaceutiske produkter, mens der samtidig ses stigende konkurrence både i diabetes og biopharm, oplyser Novo Nordisk, der især inden for hæmofili er presset af et nyere produkt fra konkurrenten Roche.
Derudover peger diabetesgiganten på prispres som en faktor, der inden for diabetes hæmmer væksten, ligesom selskabet må udbyde en række støtteprogrammer, der skal sikre medicin til de fattigste, især i USA.
På grund af pandemien har færre patienter været i stand til at komme til lægen for at begynde behandling, og det har påvirket salget. Det er delvist opvejet af, at patienterne har fået mulighed for recepter på længere perioder, så der er sket en lageropbygning.
I første kvartal oplevede selskabet en lageropbygning hos patienter og grossister, da pandemien lukkede verden ned. Omtrent 500 mio. kr. af lagrene blev reduceret i andet kvartal, mens patienterne fortsat sidder på et ekstra lager på ca. 1,5 mia. kr. i tredje kvartal. Novo Nordisk forklarer det med, at patienterne især i USA har fået mulighed for at få recept til tre måneders medicin mod tidligere en måned, og mange fastholder et større lager, så længe pandemien hærger.
En gradvis forbedring af situationen er set i andet og tredje kvartal med flere patienter, der indleder ny behandling, ligesom der sker en gradvis reduktion i de lagre, der blev opbygget i første kvartal, oplyser Novo Nordisk.
Produktionen i Novo Nordisk fortsætter med at køre normalt, trods pandemien, men rekrutteringen af nye patienter til kliniske forsøg er fortsat mærket, men selskabet oplyser, at det til trods har kunnet indlede en række nye forsøg.
I forbindelse med kvartalsregnskabet oplyser Novo Nordisk, at det har opnået gode data med hjertekarmidlet ziltivekimab, og vil gå videre med et afgørende forsøg. Midlet var det primære mål med opkøbet af Corvidia Therapeutics i sommer. En handel, der kan koste Novo Nordisk op mod 14 mia. kr.
Lægemidlet blev undersøgt i hjertepatienter med en kronisk nyresygdom og viste statistisk bedre effekt end placebo, ligesom lægemidlet viste sig sikkert at indtage. De afgørende forsøg ventes indledt i 2021, skriver Novo Nordisk.
Samtidig oplyses det, at Novo Nordisk vil undersøge storsællerten Ozempic i hjertekarsygdom, og endda i et afgørende fase 3-forsøg, da produktet allerede er gennemafprøvet i de store diabetesforsøg, der er foretaget over en årrække. Desuden oplyses det, at diabetespillen Rybelsus nu undersøges i højere dosis for potentielt at opnå bedre effekt i diabetes.
Endelig er diabetesgiganten gået igang med forsøg med en glukosefølsom insulin, som kun giver insulin til patienten, når blodsukkeret afviger fra normalen.