ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Novo Nordisk overlever ærkerivals udfordring af væksthåb

Novo Nordisk kan få en positiv åbning i aktiemarkedet tirsdag, efter at forsøgsresultater fra ærkerivalen Eli Lilly ikke formåede at leve op til de forventninger, den amerikanske konkurrent havde skabt i aktiemarkedet. 

Eli Lilly ligger til et fald på mere end 2 pct. i aktiemarkedet i USA mandag. 

“Vi venter, at Novo Nordisk vil klare sig godt efter ADA-weekenden. Det afspejler data fra Eli Lilly på Rewind og tirzepatide, der skuffede i forhold til høje forventninger,” skriver Peter Verdult, medicinalanalytiker i Citi Research i en kommentar mandag.

Eli Lillypræsenterede under weekendens diabeteskonference i San Francisco, at selskabets glp1-lægemiddel Trulicity sænkede risikoen for hjerte-kar-sygdomme med 12 pct., hvilket kan sammenlignes med at Novo Nordisks Victoza viste en 13 pct. reduktion, mens Ozempic og oral semaglutide viste henholdsvis 26 pct. og 21 pct. reduktion i risikoen for hjerte-kar-sygdomme. 

Forsøgene, der har givet de forskellige resultater bygger dog på forskellige patientgrupper, så det er ikke lige til at sammenligne på tværs, men i investor- og analytikermiljøet mener man ikke, at Eli Lillys nye forsøgsresultater vil true vækstbilledet for Novo Nordisk. 

Pære og æbler

Forsøget (Rewind) rekrutterede lidt anderledes end tidligere hjertekarstudier på området, da der var flere patienter uden etableret hjerte-kar-sygdom, og det kan have haft indflydelse på forskellen i resultaterne sammenlignet med Novos Ozempic. Ifølge den schweiziske storbank UBS bakker det mere op om, at glp1-lægemidler ikke bruges tilstrækkeligt, snarere end det giver Eli Lilly en konkurrencefordel.

“Det virker usandsynligt, at dynamikken i konkurrencen vil skifte på glp1-området, som vil fortsætte med at være et duopol,” skriver Michael Leuchten, medicinalanalytiker i UBS.

Samme billede tegner sig hos flere af de større amerikanske investeringsbanker, der har fulgt præsentationerne under diabeteskonferencen i San Francisco. 

“Hjertekarfordelen i Rewind-studiet er ikke så stærk som vi havde ventet, hvilket kan tolkes som lettere positivt for Novo Nordisk, da disse konkurrentdata ikke er så overbevisende som det i stor udstrækning var ventet,” skriver Peter Welford, medicinalanalytiker fra investeringsbanken Jefferies i en kommentar. 

Hvor UBS har en købsanbefaling af Novo Nordisk, så er både Citi og Jefferies neutrale, da begge banker ser øget risiko for prispres på de fremadstormende glp1-lægemidler. Især når Victoza går af patent i 2023.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis