ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Novo Nordisk jagter fedmemedicin, der måler sig med operation

Novo Nordisk går efter at vise 15 pct. vægttab, når selskabet i første halvår af 2018 indleder de afgørende studier med selskabet GLP1-lægemiddel semaglutide i fedme. Det oplyser Mads Krogsgaard Thomsen, koncerndirektør med ansvar for forskning og udvikling, der samtidig siger, at ambitionen på længere sigt er at kunne måle sig med fedmekirurgi.
Virksomheder
Krogsgaard vil skabe bredere Novo før exit

”Det er min ambition at nå 15 pct. vægttab, ikke nødvendigvis placebokorrigeret, men i forhold til da patienten startede i forsøget. Det er ikke det jeg kan love, men det er målet, og hvad vi har set i fase 2,” siger Mads Krogsgaard Thomsen om det afgørende forsøg i fedme med Seamglutide, som sættes i gang så hurtigt som muligt i 2018.

Det vægttab skal nås efter 12 måneders behandling, for så vil det kunne komme i indlægssedlen, ligesom det er set for det eksisterende vægttabsmiddel Saxenda.

"Et vægttab i det niveau vil være game changing i fedmebehandlingen, efter vores mening, specielt hvis det kommer i en pen, der er nem at bruge og kun en gang ugentligt," skriver Michael Novod, medicinalanalytiker i Nordea Markets i en kommentar.
Læs også: Nyt guldhåb vil forandre Novo Nordisk

I første omgang skal semaglutide gives som en indsprøjtning, en gang om ugen, men Novo Nordisk arbejder også på en tabletudgave, som skal rettes mod de 75 pct. af diabetespatienterne, som selskabet ikke har adgang til i dag, men den bliver nok ikke så effektfuld som indsprøjtningen. I hvert fald ikke til at begynde med.



Matche Victoza

Håbet er at tabletten i virkning kan matche Victoza, som i flere forsøg har vist sig bedre end de diabetestabletter, der allerede er til rådighed på markedet i dag.

Mads Krogsgaard Thomsen vil dog gerne forbedre virkningen.

"Vi kigger på metoder til at øge optagelsen i kroppen endnu bedre, fordi så kan vi sænke prisen og nå ud til endnu flere patienter, eller give højere dosis, og begynde at behandle fedme, eller måske opnå den fulde effekt af semaglutide i en tablet,” siger han, og bemærker, at det er en ambition i forskningsafdelingen at nå den effekt med en tablet.

”Men lige nu er vi glade for at have en oral semaglutide, der i sig selv kan være transformerende, hvis den lykkes,” understreger han.

Otte kandidater i fedme

Novo Nordisk har ud over semaglutide omtrent syv andre forskningsprojekter, der undersøger nye metoder at behandle fedme, og selv om semaglutide bliver vanskelig at slå, så kan mindre gøre det, hvis lægemidlerne kan bruges i en cocktail.

”Vi kan godt acceptere produkter, der ikke matcher semaglutide i effekt, bare de tilføjer noget, og kan kombineres. Uden det er de uinteressante. På den måde har vi øget innovationsbarren væsentligt de seneste år,” siger koncerndirektøren.

LIge så godt som operation

Det betyder også, at fremtidige fedmemidler fra Novo Nordisks hånd skal tilbyde vægttab, der kan konkurrere med de nuværende fedmeoperationer.

”Hvis forskerne laver noget, der kan kombineres med Semaglutide og opnå 20-22 pct. vægttab, så har vi fedmekirurgi indlejret i en ugentlig indsprøjtning eller i en tablet, og så er der jo nok ikke mange der vil have fedmekirurgi længere,” siger Mads Krogsgaard Thomsen.

Fedme er et marked med 600 millioner ramte, men Novo Nordisk går kun efter den andel af markedet, hvor folk er klinisk fede, og ikke kan klare sig med hverken motion eller ændret diæt, og er i fare for at udvikle diabetes og hjertekarsygdomme, eller allerede er ramt af disse sygdomme.

Hurdlen har i mange år været at myndigheder og betalere ikke har anerkendt fedme som en sygdom, men i 2013 vedtog USA, at fedme er en sygdom og ikke blot et resultat af livsstil, og det har stille og roligt åbnet markedet, der på sigt kan matche diabetesmarkedet i værdi, men lige nu kun er i sin vorden. 

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis