ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Novo Nordisk-chefer afviser at have skjult oplysninger om pres i USA

Novo Nordisks advokater argumenterede i sidste uge over for en dommer ved retten i New Jersey for, at et foreslået gruppesøgsmål afvises, da sagsøgerne ifølge Novo Nordisk ikke har peget på specifikke bevidste forkerte udlægninger foretaget af selskabets ledelse. Det skriver Law360.

Danmarks mest værdifulde virksomhedblev i begyndelsen af 2017 sagsøgt af en amerikansk pensionskasse, Leigh County Employees' Retirement System, der hævder, at Novo Nordisks topledelse skjulte presset på den amerikanske insulinforretning og på den måde vildledte investorerne.

Aftalt spil

En del af anklagen lyder, at topcheferne Lars Rebien Sørensen og Jesper Brandgaard, der var adm. direktør og finansdirektør i Novo Nordisk på daværende tidspunkt igennem aftalt spil med konkurrenterne havde løftet sine priser.

Desuden anklager pensionskassen Novo Nordisks ledelse for igennem korrupte metoder at have givet de amerikanske indkøbere, Purchasing Benefit Managers, (PBM), returkommision, for at blive inkluderet i deres sundhedsordninger.

I den mundtlige argumentation i retssalen i Trenton sagde Novo Nordisks advokat James P. Rouhandeh fra advokatfirmaet Davis Polk & Wardwell, at pensionskassen havde lanceret søgsmålet baseret på udsagn fra selskabet, som kunne defineres som tilstræbelser såsom salgsmål og ambitioner for diabetesprodukterne.

Ingen vildledning her

Sådanne udsagn berettiger ifølge Novo Nordisks advokater ikke et gruppesøgsmål, da de opfattes som ikke-målbare, flatterende, eller rosende, og sagsøgerne er nødt til at bevise, at der er givet fejlagtige meddelelser, baseret på viden, eller bevidste handlinger.

"Udsagn var klart om fremtiden, …, som er den reneste form for beskyttede udsagn," sagde Rouhandeh til distriktsdommer Brian R. Martinotti, ifølge Law360.

Novo Nordisk fortalte i retten, at selskabets topledelse havde oplyst om den væsentlige risiko, som det amerikanske prispres udgjorde for selskabets fremtidige resultater, og advokaten refererede til en sag fra 2004, som blev afvist, da den var baseret på udsagn, som var taget ude af kontekst.

"Du er nødt til at påberåbe faktisk viden om usandheder. Letsindighed er ikke tilstrækkeligt," sagde James Rouhandeh til retten.

Gav bevidst større rabatter

Modsat argumenterede sagsøgers advokater for, at Novo Nordisk bevidst gav indkøberne større rabatter, for at komme i betragtning på sundhedsordningerne.

"Novo Nordisks topledelse kendte grunden til, at de kom på sundhedsordningerne var stigende rabatter," sagde Luke O Brooks fra Robbins Geller Rudman & Dowd til retten.

Han hævdede, at et udsagn kun kunne karakteriseres flatterende eller rosende, hvis det var betydningsløst, og han mente, at Novo Nordisks udsagn klart var af betydning, men understregede, at det var op til en jury at beslutte.

Ifølge søgsmålet fra januar 2017 lod Novo Nordisk investorerne forstå tidligt i 2016, at selskabet stræbte efter 10 pct. årlig vækst i diabetesforretning som langsigtet mål, selv om konkurrenterne havde afsløret potentielle prisudfordringer fra indkøberne i USA – udfordringer, som Novo Nordisk ifølge sagsøgerne hævdede at være immun over for.

Senere i 2016 kom Novo Nordiks som bekendt med meddelser om, at selskabet halverede det langsigtede mål og målet for væksten i driftsindtjeningen. Investorerne beskrev samtidig, at Novo Nordisk da havde modtaget en stævning fra distriktsanklageren i New York, der undersøgte selskabets forretningsforbindelse med indkøberne. 

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis