ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Novo Nordisk-chef åbner op om kronprinseræs: Her skal jeg finde min efterfølger

Den tidligere topchef Lars Rebien Sørensen kaldte ham Novo Nordisks topledelses svar på fodboldspilleren Messi, men selv stjerner går på pension.

Mads Krogsgaard Thomsen, der har ansvaret for medicinalkoncernens forskning og udvikling, har nu skiftet væsentligt ud i ledelsen under ham, og har nu det hold, hvor han regner med at finde sin efterfølger blandt.

“Det hold jeg har nu, er det jeg vil køre med i årene fremover, og lur mig om ikke der vil være, ikke blot en, men flere gode kandidater til at efterfølge mig til sin tid,” siger Mads Krogsgaard Thomsen, der har været i Novo Nordisk siden 1991.

“Hvem har ikke lyst til at den dag man skal have en efterfølger, så har man en intern. Det vil da være flot, siger han.”

Virksomheder
Krogsgaard vil skabe bredere Novo før exit
Mads Krogsgaard Thomsen blev chef for forskning og udvikling i diabetes i midten af 1994 og indlemmet i koncerndirektionen i 2000, hvormed det overordnede ansvar for forskning og udvikling fulgte med.

Han har i dag en gruppe med otte direktører lige under sig, og fire er udnævnt inden for det seneste år, og har medført en foryngelse af holdet.

“Dels skal jeg på et tidspunkt stoppe, og det er klart, at dem der var der før var på omtrent min alder. Nu har jeg en gruppe af folk, som er super dygtige med en bedre aldersspredning. Et stærkt team” siger Mads Krogsgaard Thomsen, der tilføjer:

“Det er en stærk A-kæde, vi har nu, men det var det også før. Den tidligere var bare på vej på pension.“

Der er tid endnu

Han peger på, at han ikke er på vej ud af døren i Bagsværd, og oprindelig skulle tidligere topchef Lars Rebien Sørensen have forladt medicinalvirksomheden som 62-årig, men hans kontrakt blev forlænget indtil han fyldte 65 år i forbindelse med, at Kåre Schultz forlod Novo i 2015. I dag er der ingen aldersgrænse for koncerndirektører, men sidste efterår sagde Mads Krogsgaard Thomsen dette:

“Det vil være en sensation, hvis jeg sidder som 66-årig i det her job.”

Han fylder 58 år i december 2018.

De potentielle kronprinser i laget under Mads Krogsgaard Thomsen har formentlig nogle år til at imponere, for at komme i spil til at råde over det gigantiske forskningsbudget, der i 2017 var på godt 14 mia. kr. med ansvar for over 5000 medarbejdere.

“De gør det super godt, men de skal jo brede deres kundskab ud,” siger Mads Krogasgaard Thomsen om de potentielle efterfølgere, og tilføjer:

“Det var ikke helt nemt for mig at begynde som forskningsdirektør i 1994, og så gradvist dække hele paletten over registrering, ind i markedet og global sikkerhed.”

400 job beskåret

For nyligt måtte Mads Krogsgaard Thomsen nedlægge 400 stillinger i forskning og udvikling, men han mener ikke, at man kan sammenligne afskedigelserne denne gang med de nedskæringer, der var lige før Lars Rebien Sørensen forlod Novo Nordisk, efter der var opstået et pres på priserne for basal insulin.

“Det kom jo lidt bag på os alle sammen, og det forårsagede, at der kom en periode med afskedigelser, der var drevet af nedskæringer, fordi vi fik færre indtægter end vi havde regnet med. Det er ikke tilfældet her,” siger Mads Krogsgaard Thomsen, der forventer, at forsknings og udviklingsomkostninger også næste år vil udgøre 12-13 pct. af salget. 

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis