ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Novo er stævnet i ny whistleblowersag i USA

Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Novo Nordisk er havnet i en ny whistleblowersag i USA, hvor en tidligere Novo-chef anklager medicinalkoncernen for bestikkelse og ulovlig markedsføring af blødermidlet Novoseven.

Det skriver Berlingske Business, der er i besiddelse af den 143-sider lange stævning og har været i kontakt med advokaten, der repræsenterer den tidligere Novo-chef, som står bag sagsanlægget.

Novo afviser i et skriftligt svar påstandene i søgsmålet som grundløse, og har indgivet begæring om, at sagen afvises.

Ifølge stævningen skal Novo systematisk have promoveret Novoseven til formål det ikke var godkendt til. Den tidligere Novo-chef, der var ansat i Novos amerikanske bløderdivision fra 2008 til 2009, hævder desuden, at Novo skal have bestukket bløderpatienter med penge og gaver.

I sagsanlægget henvises også til en rapport fra en kontrolenhed under de amerikanske sundhedsmyndigheder, der konkluderer, at den statslige sygesikring Medicare betalte mere end 46 mio. dollar, eller 290 mio. kr., for behandling af seks patienter med Novoseven over en toårig periode.

Whistleblowersager i USA er forbundet med store økonomiske interesser, da whistlebloweren, hvis det ender med, at sagsøgte må betale, kan modtage helt op til 30 pct. af beløbet.

Tidligere har Novo indgået forlig i USA i 2009, 2011 og 2017. Forliget i 2011 omhandlede netop Novoseven, som Novo ifølge anklagen havde markedsført til formål, det ikke var godkendt til. Novo afviste at have gjort noget forkert, men indgik alligevel et forlig på omkring 130 mio. kr.

Originalartikel: Berlingske Business, 7. september 2020, forside, side 8 og 9.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis