Novo Nordisk Fonden vil have mere indblik i senfølger af covid-19, som måske ikke er en akut sygdom, der rammer luftvejene, men også medfører længerevarende sygdom eller gener i organsystemerne. Derfor afsætter den nu 40 mio. kr. til forskningsprojekter, der fokuserer på senfølger af covid-19.
Flere rapporter peger på, at personer, der har været smittet med covid-19, har senfølger i form af vedvarende træthed, neurologiske problemer, smerter i bryst og led samt stofskifteforstyrrelser, også hos personer, der kun har haft milde symptomer.
Bevillingerne vil være på 3-10 mio. kr. for projekter af en varighed på op til fire år.
“På nuværende tidspunkt er der begrænset viden om, hvor mange patienter der oplever langvarige symptomer, og hvordan man bedst behandler dem. Formålet med det nye program er at støtte samarbejdsprojekter, der undersøger arten, hyppigheden og varigheden af disse langtidssymptomer samt patogenesen hos covid-19 patienter, og projekter, der fokuserer på at udvikle og teste behandlinger for senfølger i forbindelse med covid-19,” siger Niels-Henrik von Holstein-Rathlou, senior vice president i Novo Nordisk Fonden.
Siden marts har fonden i alt uddelt bevillinger for omkring 400 mio. kr. til projekter og initiativer i forbindelse med covid-19. Flere af de støttede projekter er stadig i gang.