ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Novo-ejer og Pandora-stiftere skyder millioner i dansk medikoselskab efter kuldsejlede børsplaner

Reapplix, der sidste år

forberedte en børsnotering, får nu tilført 150 mio. kr. fra bl.a. Novo-ejer Novo Holdings

Graeme Brookes, adm. direktør i Reapplix, får nye muligheder med de nye millioner. Arkivfoto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Graeme Brookes, adm. direktør i Reapplix, får nye muligheder med de nye millioner. Arkivfoto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Birkerød-virksomheden Reapplix, der har udviklet et plaster til behandling af svært helende diabetessår, får nye mio. tilført fra en håndfuld prominente investorer.

Biotekselskabet har således netop rejst i alt 150 mio. kr. fra bl.a. nogle af sine eksisterende aktionærer Novo Holdings (Novo Nordisks pengetank) og Vækstfonden, men også North-East, som håndterer Pandora-stifterne Per Enevoldsen og Winnie Liljeborgs aktiver.

Ejerne af Reapplix forberedte ifølge Børsens oplysninger en børsnotering af Reapplix, men opgav planerne undervejs, og nu er det altså lykkedes at skyde nye penge ind i selskabet på en alternativ måde.

Afviser plan B

Ifølge Graeme Brookes, adm. direktør i Reapplix, giver millionerne selskabet kræfter til at satse yderligere på det amerikanske marked.

“Noget af det vigtigste ved denne kapitalrejsning er, at den sikrer os penge til at tage os igennem 2020 og 2021 baseret på vores nuværende planer,” siger Reapplix' adm. direktør, Graeme Brookes.

Både han og Søren Møller, ledende partner i Novo Seeds, der hører under Novo-Holdings, afviser, at kapitalrejsningen er en decideret plan B, efter børsplanerne sidste år ikke blev til noget.

“Det er ikke en plan B. Biotekselskaber undersøger altid, hvilke muligheder der er for at hente kapital, og der er nogle fordele ved at være et børsnoteret selskab, og andre fordele ved at være et privat selskab. For Reapplix blev det denne private runde, og de investorer, vi får ind, er både dygtige, private business angels og en fond med amerikansk baserede partnere, som har stor erfaring med at kommercialisere produkter som Reapplix' i USA,” lyder det fra Søren Møller, der henviser til fonden Lauxera Capital Partners.

Reapplix har for nylig fået en midlertidig godkendelse i USA, så amerikanske klinikker kan få tilskud til Birkerød-selskabets produkter, og det giver virksomheden en stor fordel i bestræbelserne på at komme ind på det store marked.

Derfor kommer kapitalrejsningen på 150 mio. kr. også på et vigtigt tidspunkt, fortæller Graeme Brookes.

“Vi er meget heldige med at have støttende investorer, som tror på strategien og teknologien, og som fortsætter med at støtte nu. Nu er tiden inde til at fylde mere benzin på tanken, og samtidig har vi en længere tidshorisont at arbejde med,” siger Graeme Brookes.

Er målet stadig at børsnotere selskabet?

“Vi har ikke nogen konkrete planer, og jeg kan ikke begynde at spekulere i, hvad der måtte ske om to år.”



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis