ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Norwegian opgiver dansk indenrigsrute

Fra den 27. marts næste år vil lavprisflyselskabet Norwegian ikke længere vil flyve på ruten mellem København og Karup. Men ruten lukker ikke. Ind kommer i stedet for Danish Air Transport (DAT), der også er operatør af indenrigsruten til Bornholm.

”Da Norwegian meddelte os, at de ville stoppe på ruten, gik vi straks i gang med at se på mulighederne for selv at overtage den. Vi har de seneste uger arbejdet på at få kapaciteten og et ruteprogram på plads, og vi er glade for at kunne meddele, at DAT starter ruteflyvning mellem Karup og København den 29. marts,” siger Jesper Rungholm adm. direktør i DAT.

Ruten til Karup er ingenlunde fremmed for DAT, som har hovedsæde i Vamdrup. Selskabet har fløjet ruten på vegne af Norwegian siden november 2013, fordi det norske lavprisflyselskab med sine 189 sæder store jetfly ikke har haft egnede fly til ruten.

Dobbelt op på kapaciteten

DAT kunne på et pressemøde i dag fortælle, at selskabet vil flyve seks gange om dagen i hver retning på ruten mod Norwegians nuværende fem. DAT fortsætter med at flyve ruten med sine 66-sæders ATR-propelfly, der har fløjet for Norwegian. Dog vil DAT på særligt travle afgange også bruge et større MD83-jetfly med 165 sæder.

Det vil ifølge DAT give mere end dobbelt så meget kapacitet om morgenen fra Karup, og tilsvarende om eftermiddagen fra København.

DAT vil have to fly stationeret i Karup. Det betyder ifølge flyselskabet bedre afgangstider for de rejsende, da første afgang er klokken 06.40 fra Karup og sidste afgang klokken 22.30 fra København. 

For de rejsende betyder den nye operatør, at det bliver muligt at flyve direkte videre med SAS ud af København, fordi DAT har indgået en såkaldt interline-aftale med det skandinaviske flyselskab.

Presset lufthavn

Karup Lufthavn har siden Cimber Sterlings konkurs i 2012 været plaget af et voldsomt fald i antallet af rejsende. Det har presset den midtjyske lufthavn økonomisk, hvis primære indtægtskilde er indenrigsruten til København.

Årsagen til det faldende antal passagerer har blandt andet bundet i perioder med meget få afgange på ruten, hvilket har svækket fleksibiliteten for de forretningsrejsende, som derfor har vendt ruten ryggen.

I et forsøg på at efterkomme erhvervslivets ønsker valgte Norwegian sidste efterår at hyre DAT og selskabets 66-sæders ATR-fly ind og flyve ruten for Norwegian med flere afgange, men nu har nordmændene valgt helt at overgive ruten til DAT.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis