ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Norwegian får tæsk i viral kampagne

Der bliver gået til stålet i kampen mod Norwegian i en kampagne, som den amerikanske fagforening Airline Pilot Association International (ALPA) har lanceret mod det norske lavprisflyselskab.

Med bannere og annoncer forsøger ALPA at få myndighederne til at forbyde Norwegian i USA. Fagforeningen mener, at lavprisflyselskabets forretningsmodel er en trussel under jobmarkedet for ansatte i flybranchen.

Kampagnen hedder Deny NAI. NAI står for Norwegian Air International, som er Norwegians datterselskab, der flyver til USA.

Det fortæller fagbevægelsen i en Youtube-video, som er lavet i forbindelse med kampagnen.

Sænker lønomkostninger i Thailand

Ifølge pilotforeningen benytter Norwegian sig af det, som i søfarten kaldes for ”flag of convenience” – på dansk kendt som bekvemmelighedsflag. Bekvemmelighedsflag er, når rederier registrerer skibe under et fremmed lands flag for at undvige regler i andre lande.

Det har ifølge fagbevægelsen været medvirkende til et drastisk fald i antallet af amerikanskregistrerede skibe, og nu frygter de, at Norwegians forretningsmodel vil gøre det samme i luftfarten.

Pilotforeningen forklarer i sin Youtube-video med tegninger og musik, hvordan Norwegian igennem selskaber i Irland, Singapore og Thailand ender ud med at kunne aflønne sit personale til lokale lønninger i Thailand, selvom de flyver på ruter mellem Europa og USA.

Det giver Norwegian lavere produktionsomkostninger, hvilket betyder, at billetprisen kan sænkes, forklarer ALPA.

Ifølge fagbevægelsen skulle også medlemmer af kongressen have skrevet under i en underskriftindsamling, der skal forbyde Norwegian at flyve til USA.

Norwegian: Vi skaber arbejde

I sidste uge tog Norwegian til genmæle, da administrerende direktør, Bjørn Kjos, gik i offensiven for at lægge pres på de amerikanske myndigheder.

”Vi gør præcis, som Obama-administrationen ønsker det. Vi skaber amerikanske arbejdspladser, bringer turister til USA og giver amerikanerne billige flybilletter,” lød det fra Bjørn Kjos.

Ifølge den norske lavpristopchef har det transatlantiske marked alt for længe været domineret af alliancer, som har fået lov til at styre markedet med høje priser og begrænset valgfrihed. Bjørn Kjos fastholder, at Norwegians datterselskab Norwegian Air International opfylder alle lovbestemte og regulerende krav for at flyve til og fra USA.

Foreløbigt er fagbevægelsens Youtube-video blevet set af godt 8.000, men ikke færre end 35.000 har skrevet under på at Norwegians forretningsmodel skal forbydes.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis