ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Norwegian et mulehår fra at overhale SAS

De to skandinaviske flyselskaber SAS og  Norwegian har offentliggjort trafiktal, og opgørelsen viser, at norske Norwegian er ved at overtage tronen som nordens mest populære flyselskab.

I juli transporterede flyselskabet SAS 2.132.000 passagerer. Norwegian transporterede i samme måned 2.128.835 passagerer, og dermed er Norwegian meget tæt på at have lige så mange kunder i butikken  som SAS.

Medregnes passagerer fra flyselskabet Widerøe, der en del af den samlede SAS koncern, så har SAS koncernen stadig et forspring ned til Norwegian, da Widerøe i juli transporterede 239.000 passagerer, hvilket betyder, at det samlede trafiktal for SAS koncernen i juli blev på 2,4 mio. passagerer.

Den samlede vækst i antallet af passager i SAS koncernen blev på  5 pct. i juli, og i SAS er man glade over den udvikling.

”Trafiktallene for juli viser, at SAS, gennem øget produktivitet og effektivitet, har kunne åbne en række nye sommerruter, og dermed øge trafikken markant. Derudover har vi øget antallet af afgange til USA, hvor efterspørgslen var særlig stor. Vi ser frem til endnu en intensiv sommermåned, hvor vi vil gøre vores yderste for at vise vores kunder fordelene ved at flyve med SAS,” siger Rickard Gustafson, koncernchef i SAS.

SAS bliver snart overhalet

Rickard Gustafson kan dog godt vænne sig til, at Norwegian meget snart bliver større end SAS. Norwegians vækst i antallet af passagerer var i juli på 17 pct., i forhold til passagertilvæksten i SAS koncernen på 5 pct.

Samlet havde SAS koncernen 112.000 flere rejsende i juli, hvilket blandt andet skyldes, at SAS i juli åbnede 13 nye ruter.

Den største trafikstigning blev målt på ruter fra Norge og Sverige til destinationer i Europa. Her steg den samlede trafik med 30 pct., men også trafikken til USA er inde i en positiv udvikling med flere passagerer, der vælger SAS på deres vej til USA.

Samlet steg kapaciteten i SAS med 15,1 pct., og selvom der kom flere passagerer var det ikke nok til at fylde sæderne ud, og dermed faldt den samlede kabinefaktor med 2,1 pct. til en belægning på gennemsnitligt 83,9 pct.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis