Man skulle tro, at de havde været til to forskellige møder, den danske fødevareminister Mogens Jensen (S) og den norske fiskeriminister Odd Emil Ingebrigtsen (H).
Mens den danske minister efter mødet forventer fortsat dialog, afviser hans norske kollega ifølge norsk presse blankt et dansk forslag om et dansk-norsk kontrolsamarbejde. Et samarbejde, der kan redde selskabet Hav Lines trecifrede millioninvestering i en banebrydende laksecentral i Hirtshals.
“Vi redegjorde for, hvordan det er i dag, og at norsk politik ligger vældigt fast. Det fik vi forståelse for fra dansk side,” sagde Ingebrigtsen efter mødet til mediet Intrafish.
Referatet kan læses som en dansk retræte i sagen. Men det afviser Mogens Jensen, der på mødet spurgte, om Norge på embedsmandsniveau vil drøfte et kontrolsamarbejde.
“Den norske minister sagde, at man har en verserende retssag, som de afventer udfaldet af, før de vil være parat til at indgå i en dialog,” siger Mogens Jensen, der også er minister for nordisk samarbejde. Med Hirtshals som smutvej henter Hav Lines slagteskib Norwegian Gannet laks for milliarder i norske fjorde, slagter dem til havs og afleverer dem til sortering på verdens mest avancerede lakseterminal i Hirtshals.
Så din kollega afviste ikke en dialog, men ville blot afvente dommen?
“Ja. Præcis. Og når dommen er faldet, så vil mine folk igen tage sagen op med nordmændene.”
Norge har spændt ben for Hav Line med kravet om, at laks skal sorteres i Norge inden eksport. Såkaldte produktionslaks med skader på eksempelvis skinnet skal forarbejdes i Norge, lyder kravet. Hav Line har sagsøgt den norske stat i sagen. Danmark respekterer de norske regler og tilbyder kontrolsamarbejde, der dokumenterer, at Hav Line, som i dag, returnerer produktionslaks til Norge.
“Det er slet ikke enestående. Det gør danske myndigheder allerede på vegne af de amerikanske fødevaremyndigheder på andre områder,” siger Mogens Jensen.
mia. kr. er importværdien af landingerne i Hirtshals fra Hav Lines sejlende lakseslagteri, Norvegian Gannet, fra 1. januar 2019 og 15 måneder frem.
Men den norske minister siger, at han afviser et samarbejde, og at du har forståelse for det …?
“Nå. Men jeg kan kun referere, at nordmændene ikke kunne tage diskussionen nu – men at vi godt kunne have en dialog på den anden side af retssagen. Dermed ikke sagt, at der kan findes en løsning. Men vi kan have en dialog.”
Børsen har spurgt den norske minister, om hans regering definitivt afviser et kontrolsamarbejde med den danske regering – om han nu anser sagen som endeligt afsluttet?
“Når dommen er faldet, så vil mine folk igen tage sagen op med nordmændene
Mogens Jensen, fødevareminister
I en mail til Børsen blottet for samme bastante afvisning, som han ellers er citeret for i norsk presse, beskriver Odd Emil Ingebrigtsen reglerne for produktionsfisk og understreger, at det er vigtigt for den norske regering at forhindre, at produktionsfisk eksporteres ud af Norge.
“De ønskede at diskutere forskellige løsninger, blandt andet at se på muligheden for at danske myndigheder kan kontrollere den norske fisk i Danmark, så ingen produktionsfisk kommer ud i markedet. Vi redegjorde for, hvordan det er i dag, og at norsk politik ligger fast. Danskerne har en forståelse for, at den norske regeringen har et klart standpunkt om håndtering af produktionsfisk i regeringsgrundlaget, og at det længe har været et tydeligt krav.”
Hos Hav Line, der har investeringer for 600 mio. kr. i klemme, håber bestyrelsesformand Carl-Erik Arnesen på en løsning:
“I norske medier fremstår den norske minister ikke ligeså løsningsorienteret som den danske minister. Vi håber, at det blot er en misforståelse. For et norsk nej til en udstrakt hånd fra Danmark vil jo i realiteten betyde, at Norge ikke har tillid til de danske myndigheder,” siger han.
Mogens Jensen arbejder ufortrødent videre med sagen.
“Vi er på ingen måde på retræte,” siger han.