På trods af et brexit, en handelskrig mellem USA og Kina, straftold på varer fra Europa til USA og sidst men ikke mindst en coronakrise, så har nordjyske Rare Wine, der gør sig i køb, salg, investering og opbevaring af dyre vine, i løbet af det skæve regnskabsår 2019/20 formået at hælde millioner oveni omsætningen i forhold til året før.
433 mio. kr. landede omsætningen på hos vinhandlerne fra Aalborg, hvilket er en stigning fra en omsætning på 415 mio. kr. året før. Men adm. direktør Rasmus Nielsen, der ejer 80 pct. af forretningen, har ikke åbnet den dyreste flaske på lageret for at fejre præstationen.
“Vi drømte om at nå 600 mio. kr. i omsætning, så det er vi selvfølgelig ikke tilfredse med. Vi er jo lidt i markedets vold, for hvis markedet ikke er der til at aftage en masse vin, så er det svært for os. Men jeg synes, at vi som virksomhed har performet outstanding,” siger han, og uddyber om vinkøbmændenes udfordringer i løbet af året.
jaha
“Da vi som handelsvirksomhed stod i januar med et brexit, en verserende handelskrig mellem USA og Hong Kong, som vi virkelig har kunnet mærke, og så straftold på varerne fra Europa mod USA, der er det største marked for fine wine og fine whisky, der tænkte vi: Okay, nu kan det ikke blive værre. Og så får vi smidt corona oveni. Man tænker, det er fysisk umuligt,” griner Rasmus Nielsen, inden han konstaterer.
“Men sådan er det jo.”
Sidste år voksede omsætningen hos vinhandlerne med 68 pct., mens den i år er hoppet omkring 4 pct. frem, og Rare Wine er da også blevet ramt af coronakrisen.
mia. kr. kan der snart ligge vin for i Rare Wines lagerhaller
“Vi manglede mellem 10 og 15 pct. omsætning, som vi ikke kunne levere, da vi under corona ikke kunne få vinen op fra Frankrig. Lastbilerne kunne jo ikke køre ned og hente vinene,” siger Rasmus Nielsen, der fortæller, at Rare Wine altså solgte for over en halv mia. kr., men at det simpelthen var umuligt at levere.
Derfor ser bundlinjen heller ikke helt ligeså pæn ud som sidste år, hvor resultatet før skat lød på over 27 mio. kr. I år lander det på godt 21 mio. kr., men med tanke på de mange bump på vejen i det forgangne år, så er Rasmus Nielsen glad for resultatet.
“Det er jo fantastisk. Hvis vi for fem år siden tænkte, at vi skulle formå at bygge en virksomhed, der viser så stærke resultater på trods af den ene og anden krise, så havde vi været skide stolte,” siger han.
Gennem de seneste tre regnskabsår har Rare Wine nu samlet set leveret et resultat før skat på over 60 mio. kr., og virksomheden er lige nu i gang med at bygge to nye lagerhaller i Vester Hassing, der ligger lige nord for Aalborg.
Inden udgangen af 2020 forventer Rasmus Nielsen og Rare Wine, at de to nye lagerhaller vil femdoble lagerkapaciteten til 2,5 mio. flasker vin fra en halv mio. flasker lige nu.
“Nu kan det ikke blive værre. Og så får vi smidt corona oveni. Man tænker, det er fysisk umuligt
Rasmus Nielsen, adm. direktør, Rare Wine
Rasmus Nielsen vil ikke med sikkerhed sige, at det bliver Danmarks største vinsamling.
“Men vi er ikke i tvivl om, at rent værdimæssigt, så er det absolut det største,” lyder det mere selvsikkert fra medejeren.
For med en snitpris på omkring 1200 kr. flasken, så vil de 2,5 mio. flasker vin i det nordjyske samlet set have en værdi på op imod 3 mia. kr.
Og Rasmus Nielsen satser på, at vinforretningens vokseværk vil fortsætte i fremtiden.
Hvor er I, hvis vi snakker sammen om fem år?
“Så har vi rundet 1 mia. kr. på omsætningen. Så kan vi stadig godt kalde os en vækstvirksomhed, kan vi ikke det?” spørger han og svarer selv.
“Jo, det tænker jeg. Det er i hvert fald en ambition, som vi gerne vil nå.”