Den nordjyske it-virksomhed Trackunit tager nu næste skridt mod målet om at blive en global spiller på markedet for digitale løsninger til byggebranchen. Den danske it-komet slår nemlig pjalterne sammen med sin canadiske konkurrent ZTR i et opkøb af den canadiske virksomheds industrielle internet of things-division.
Sammenlægningen med ZTR betyder, at Trackunit ifølge eget udsagn får bedre tag i det nordamerikanske marked.
“Vi er stærke i Europa, mens ZTR er stærk i Nordamerika. Når ZTR og Trackunit kommer sammen her, fusionerer vi det bedste fra Nordamerika med det bedste fra Europa. Vi samler selskaberne for at drive digitaliseringen og vækst på tværs af de to markeder, som stadig er meget umodne,” siger Søren Brogaard, adm. direktør i Trackunit. Virksomheden har hovedkvarter i Aalborg. Trackunit var tidligere ejet af Goldman Sachs og Gro Capital, men i foråret 2021 blev virksomheden solgt til HG Capital.
Det er ikke mere end et halvt år siden, at Goldman Sachs og Gro Capital solgte Trackunit til it-investoren HG Capital i en handel, der beløb sig til mere end 3 mia. kr.
“Efter at HG Capital investerede i Trackunit, blev det hurtigt klart, at selvom Trackunit vokser med mere end 20 pct. både på indtjening og toplinjen, så var der her mulighed for at samle de to virksomheder, så man kunne få nogle flere kræfter til at hjælpe vores kunder. Der sker en voldsom konsolidering i byggebranchen, så der er brug for flere muskler,” siger Søren Brogaard.
“Vi er stærke i Europa, mens ZTR er stærke i Nordamerika
Søren Brogaard, adm. direktør, Trackunit
Trackunit og ZTR leverer overvågningsløsninger til bl.a. flådestyring til f.eks. udlejere af byggemaskiner og køretøjer. Mens Trackunit er mere specialiseret i software, har ZTR en styrke i hardware.
“ZTR er stærke i dataopsamling på hardwaresiden. Trackunit kommer mere ud fra et softwaremindset, så der er en fin symbiose der,” siger Søren Brogaard.
Den sammenlagte forretning kommer til at bære Trackunit-navnet og beskæftige 350 ansatte. Søren Brogaard bliver adm. direktør for den samlede forretning, og strategien vil forblive stort set uændret – dog med chance for en fremskyndelse.
“Vi er stadig fokuserede på at eliminere nedetiden af maskiner og på at hjælpe maskinproducenter, udlejere og entreprenørerne. Der, hvor der selvfølgelig er spørgsmål, er i forhold til, hvor hurtigt tingene kommer til at ske. De overvejelser vil vi gøre os frem til slut-november, hvor handlen endeligt går igennem,” siger Søren Brogaard.
Trackunits ambitioner er ikke blevet mindre, efter man er gået sammen med ZTR. Den canadiske virksomhed er til stede i Japan, og Trackunit har for nylig åbnet kontorer i Singapore, Japan og Australien, og derfor er det ambitionen, at det asiatiske marked bliver den nye vækstmotor.