ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Nordic Shipholding forhandler finansiering med bankerne

Nordic Shipholding, der ejer fem produkttankskibe, måtte i årets første ni måneder se egenkapitalen skrumpe, og rederiet kæmper nu for at sikre finansiering fremadrettet.

Hele rederiets eksterne bankgæld på lidt over 60 mio. dollar forfalder nemlig til december. En restruktureringsaftale med rederiets långivere i fjerde kvartal 2018 udskød de kvartalsvise afdrag på rederiets lån, men henstanden er snart slut.

- Selskabet er sammen med sin majoritetsaktionær i drøftelser med de långivende banker for at sikre længerevarende finansiering for koncernen.

- Forhandlingerne pågår og forventes afsluttet i løbet af december 2020, hvor en selskabsmeddelelse vil blive offentliggjort. Det er ledelsens forventning, at långiverne vil finansiere selskabet i en periode udover 31. december 2020, skriver Nordic Shipholding.

Med til forhandlingerne kan ledelsen tage regnskabet for årets første ni måneder, hvor Nordic Shipholding nød godt af højere rater, da coronapandemien og oliepriskrig løftede efterspørgslen midlertidigt i første kvartal.

I tredje kvartal har raterne dog skuffet, og rederiet holder fast i de forventninger, rederiet måtte nedjustere for bare fem dage siden.

- TCE-indtjeningen i tredje kvartal 2020 blev mindre end forventet grundet lavere TCE-rater, og yderligere forværret af lavere indtjening fra Nordic Hanne, der var off-hire fra den 11. september, grundet en mindre kollision i forbindelse med en Ship-to-Ship operation. Skibet kom atter i drift den 28. oktober 2020, skriver rederiet.

TCE-raterne, som fradrager afgifter i havne, kanaler og brændstofomkostninger, lå i tredje kvartal dog stadig 11 pct. højere end i samme periode sidste år.

Samlet steg TCE-omsætningen til 24 mio. dollar i årets første ni måneder fra 15,2 mio. dollar i samme periode året før.

Driftsresultatet før af- og nedskrivninger, EBITDA, blev mere end firedoblet til 14,2 mio. dollar fra 3,3 mio. dollar, men bundlinjen viser et underskud på 3,9 mio. dollar mod et tab på 4,7 mio. dollar i de første ni måneder af 2019. Årsagen er blandt andet store nedskrivninger på skibe.

Egenkapitalen er dermed faldet til 4 mio. dollar.

Nordic er som led i aftalen med sine banker underlagt et krav om, at det efter betaling af renter og afdrag i henhold til låneaftalen, skal afdrage likvide beholdninger, der overstiger 6,0 millioner dollar.

I alt er 13,3 mio. dollar i overskydende likviditet afdraget på lånefaciliteten i årets første ni måneder.

Forventningerne til 2020 er et underskud før skat på 5-7 mio. dollar. Forventningerne, der inkluderer nedskrivninger på 10,7 mio. dollar, blev nedjusteret i fredags fra tidligere estimeret et overskud på 2,5-5,5 mio. dollar.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis