Dampskibsselskabet Norden har indgået et strategisk samarbejde med Diamond S Shipping om produkttankere.
Det fremgår af en meddelelse fra rederiet tirsdag middag.
Det strategiske samarbejde er indgået for at facilitere en kommerciel konsolidering i produkttanker-industrien, skriver Norden i meddelelsen.
Diamond S Shipping vil bidrage med 28 MR2 produkttankere til bestræbelserne, som vil blive markedsført og opereret gennem NPP, Norient Product Pool, der ejes af Norden.
Derudover vil Diamond S Shipping bidrage med kommerciel viden og erfaring til samarbejdet, lyder det.
"Vi er glade for at indgå dette samarbejde med Diamond S, som vil styrke vores evne til at tilbyde effektive globale transportløsninger til vores kunder inden for produkt tankere. Diamond S har været en skattet partner hos Norden i fortiden, og vi ser frem til, hvad vi kan skabe sammen i fremtiden," siger Jan Rindbo, der er administrerende direktør hos Norden, i meddelelsen.
/ritzau/FINANS