ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Niels Lunde: Hr. Møllers drøm er bristet

Når Mærsk-familiens overhoved Ane Uggla løfter sin søn Robert Uggla fra jobbet som leder af datterselskabet Svitzer op til leder af A. P. Møller Holding, er det både en forfremmelse og det modsatte.

Formelt set er det en forfremmelse, nærmest et springavancement. Han bliver nu leder af holdingselskabet, som er placeret under Almenfonden. Robert Uggla skal herfra forsøge at styrke fondens aktive ejerskab, sådan som Ane Uggla udtrykte holdingselskabets opgave, da dette blev etableret i december 2013.

Ane Uggla har ikke efterfølgende uddybet, hvad hun mente med et styrket aktivt ejerskab, så det bliver nu sønnens opgave at sætte ord på det.

Farvel til driften


Nyheden er imidlertid også Robert Ugglas farvel til den kommercielle forretning og dermed et farvel til Mærsk-familiens historiske drøm om at stå i spidsen for den daglige ledelse af virksomheden.
Mærsk Mc-Kinney Møller udtalte for år tilbage disse håbefulde ord:

”Det ligger mig naturligvis på sinde, at familien til stadighed er knyttet til A. P. Møller-Mærsk, og gerne ved at efterfølgerne efter mig deltager i selskabets ledelse, når egnede dertil”.

Robert Uggla var familiens naturlige kandidat til det: Han har høstet praktisk erfaring fra forskellige lederjob, senest i slæbebådsrederiet Svitzer, men som leder af holdingselskabet forlader han nu den kommercielle forretning. Han træder ud af det operative ansvar og ind i en mere overordnet rolle, hvor han skal forvalte familiens ejerskab.

Et sving med historiens pendul

Set i lyset af tempoet i moderne virksomhedsdrift, er det svært at se ham vende tilbage som efterfølger for Nils Smedegaard Andersen. Med andre ord: Et sving med historiens pendul og en bristet drøm. Det må være en vemodig dag for Mærsk-familien. Men også en konsolidering af Ane Ugglas stærke position i forhold til hendes to søstre, Kirsten og Leise.

Hvad nu? Det har hele tiden været kendt, at der skulle findes en leder til holdingselskabet, men timingen åbner for spekulationer, om der er mere på vej? Er dette et første skridt i det generationsskifte på Esplanaden, som alle går og venter på? Bestyrelsesformanden Michael Pram Rasmussen har siddet i bestyrelsen siden 1999 og den daglige leder Nils Smedegaard Andersen har siddet i stolen siden 2007.

De to kan ikke gå af samtidig, så tiden nærmer sig, hvor en af dem må træde tilbage.  

Se også:Robert Uggla kommenterer på et eventuelt jobskifte på Mærsks generalforsamling i april i år

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis