Musikkæde lukker alle butikker på nær én: "Det er en tydelig trend, at kunderne stiller højere krav"

null

385301_16_9_large_84.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
01. aug 2019 KL.10:03
Musikanter i Aarhus, Odense, Esbjerg og Aalborg får færre steder at købe instrumenter fra og med efteråret.

Musikkæden 4Sound lukker nemlig alle sine butikker i provinsen, og dermed er der kun en butik tilbage i København.

Det oplyser Patrik Johansson, der er adm. direktør for Music Retail Denmark, der ejer instrumentkæden, i en mail til Børsen.

“Det er en tydelig trend, at kunderne stiller højere krav, og vi konstaterer at sortiment og service er stærke faktorer. Der er Megastores og E-handel bedst rustede til at møde disse øgede krav. Vi vælger derfor at afvikle vores butikker i Aalborg, Aarhus, Esbjerg og Odense for at frigøre ressourcer til at forstærke vores e-handel og Mega Store i København,” skriver Patrik Johansson, der kalder virksomheden for markedsledende i Danmark.

I juli fremgik det af regnskabet for 2018, at 4Sound havde problemer i Danmark. Musikkæden havde et underskud på 15 mio. kr. sidste år, og der blev i regnskabet stillet spørgsmålstegn ved, om driften af kunne fortsætte.

“I en branche hvor kundestrømninger og shoppingvaner forandres, må vi omstrukturere virksomheden for at møde disse nye forudsætninger,” lyder det fra Patrik Johansson. 

Fyringer

Virksomheden har planer om at fyre medarbejdere. Sidste år var der i gennemsnit 62 medarbejdere ansat, hvilket var 56 færre, end der var for 9 år siden.

I regnskabet blev der luftet idéer om flere drastiske ændringer af selskabet i Danmark fra den norske ejer Music Retail Holding. Moderselskabet stillede krav om, at der blev lukket butikker i Danmark, før de havde lyst til at smide flere penge i den danske del af det svenske foretagende.

“Koncernledelsen i moderselskabet Music Retail Holding AS har krævet, at der skal lukkes
flere butikker i Danmark. Butikslukninger ses nødvendigt, og i overensstemmelse med den
transformation, der ses på markedet for musikudstyr – fra butikshandel til webhandel. En
webhandel, hvor selskabet i øvrigt står med en stærk platform,” fremgik det af ledelsesberetningen.

Underskud længe

4Sound har i længere tid været plaget af underskud, og man skal helt tilbage til 2012 for at se sorte tal på bundlinjen.

Af regnskabet af 2018 fremgår det, at man regner med underskud igen i år. Man regner dog med, at virksomheden får overskud igen i 2020, når omstruktureringen er afsluttet.