ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Morten Strunge drejer nøglen om i øl-bryggeri

Telemillionæren Morten Strunge og broderen Kristian Strunge er gået konkurs med deres storstilede satsning på mikrobryggeriet Stronzo Brewing Co.

Konkursen blev afsagt i skifteretten i Hillerød d. 3. juni og Nicolai Dyhr er indsat som kurator, fremgår det af den offentlige konkursoversigt.

Stronzo Brewing Co. blev stiftet i slutningen af 2011 med ambitiøse mål om at blive blandt landets største bryggerier allerede i løbet af det første regnskabsår. Det skete ikke på trods af massiv markedsføring.

I 2012 var underskuddet i selskabet på 1,7 mio. kr. og minusset voksede året efter til 1,9 mio., hvilket resulterede i en blodrød egenkapital på 3,3 mio. kr.

Mikrobryggeriet, der inden konkursen pludselig skiftede navn til Selskabet af 28052014, var ejet af brødrene Strunge gennem deres personlige holdingselskaber. Kristian Strunge var med en fortid hos Amager Bryghus ansvarlig for den daglige drift.

Cupcake-eventyret brast

Morten Strunge er kendt som manden, der rystede hele telebranchen med sit lavpriskoncept Onfone, der senere blev opslugt af TDC. Det gav samtidig serieiværksætteren en pose penge på omkring 120 mio. kr. med.

En del af de penge smed han bl.a. i kagesensationen Agnes Cupcakes, hvor han forsøgte at lave en turnaround i kølvandet på, at selskabet havde været ude i en sand mediestorm. Det lykkedes ikke og sidste år måtte han smide håndklædet i ringen.

"Jeg var klar over, at virksomheden tabte penge. Men da jeg dykkede ned i tallene, fandt jeg ud af, at det blødte væsentligt mere, end jeg havde regnet med. Så jeg har lært, hvordan man taber penge," har han tidligere sagt til Børsen om kagekollapset.

Morten Strunge er også involveret i e-bogstjenesten Mofibo, som efter at have fået godt fat i de danske læsere, har planer om en international ekspansion.



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis