Nils Smedegaard Andersen havde bedt om et møde med Jens Bigum og mig, og vi mødtes den 27. april 2007 i Carlsbergfondet. Egentlig skulle vi have afholdt et ordinært formandskabsmøde på bryggeriet, hvor også den øvrige direktion i Carlsberg bestående af Jørgen Buhl Rasmussen og Jørn P. Jensen skulle have deltaget. Meningen var, at jeg skulle have orienteret om fundatsændringen, der var blevet vedtaget i Videnskabernes Selskab aftenen før. Men det var blevet aflyst i sidste øjeblik efter ønske fra Nils Smedegaard, og nu sad vi tre i Carlsbergfondets mødelokale.