Fordi det gør ondt. Kunderne og indtægterne er væk. De varer, kunderne har bestilt for lang tid siden og enten har fået eller skal have i de kommende måneder, kan de formentlig ikke betale, så modefirmaernes bindinger i varelagre og tilgodehavender tynger. Og det, modelskaberne brænder inde med, værdiforringes med lynets hast – det er jo sæsonbetonede modevarer. På toppen af det fjerner coronaen og dens skader på økonomien kundernes lyst til at bruge penge.
Jo, i den grad. Og kamp om hvem noget gørmestondt på er aldrig særlig kønt. En frisør f.eks. taber omsætning en tid – men kan tjene penge igen fra dag ét efter krisen. Modevirksomheder vil få enorme tab på varer ingen vil have og på debitorer – og mere end svært ved senere at tjene det tabte ind igen, når forbrugerne efter corona holder på pengene.
Af bitter nød. Selv ikke Anders Holch Povlsen har de 100 mio. kr., han lige nu skal bruge dagligt, stående kontant i banken. Forretningsmodellen i mange modefirmaer bygger på et løbende cashflow.
Likviditet. Branchen vil gerne have hurtig adgang til statsgaranterede lån og hjælp til at få varelagre ud af bøgerne. Og lønhjælp også til ansatte, der designer de kollektioner, som branchen skal leve af om et år. Hvad politikerne kan – og hvor hurtigt – må vise sig.
De stærke og forsigtige, der har likviditet til at klare en tid uden indtægter, og kapital til at absorbere det tab, der kommer. Og de overforsigtige, der kun sælger til kunder, som kan kreditforsikres.
