Med en dansk topchef i spidsen buldrede verdens næststørste mineselskab, Rio Tinto, gennem 2020 med en voldsom vækst i indtjeningen.
“I løbet af 2020 gjorde forretningens og vores medarbejderes agilitet og modstandskraft kombineret med stærke råvarepriser os i stand til at levere underliggende ebitda på 23,9 mia. dollar
På ryggen af meget høje stigninger i prisen på jernmalm landede nettoindtjeningen på 9,7 mia. dollar, hvilket er en stigning på 22 pct. sammenlignet med 2019, hvor samme nøgletal endte på 8 mia. dollar.
Stort set over hele linjen leverede selskabet bedre end analytikerne på forhånd havde forventet. Mineselskabet leverede et driftsresultat (ebitda) på 23,90 mia. dollar, mens analytikerne ventede 23,22 mia. dollar. Det var samtidig en fremgang på 13 pct. sammenlignet med året forinden.
Dermed får den danske topchef Jakob Stausholm rent finansielt en stærk start på sin tilværelse som topchef for det australsk-britiske mineselskab med mere end 50.000 ansatte.
“I løbet af 2020 gjorde forretningens og vores medarbejderes agilitet og modstandskraft kombineret med stærke råvarepriser os i stand til at levere underliggende ebitda på 23,9 mia. dollar,” udtaler han i en regnskabsmeddelelse.
En af de afgørende ingredienser i dagens positive regnskab fra Rio Tinto er prisen på jernmalm. Prisen på den hårde råvare steg med 70 pct. i 2020. Hvilket i høj grad skyldes stimuli fra den kinesiske regering i et forsøg på at accelerere den økonomiske genopbygning af landet i kølvandet på pandemien. Det resulterede i en stor efterspørgsel på jernmalm samtidig med at en svagere produktion i Brasilien pressede udbuddet, skriver selskabet.
1. januar overtog Jakob Stausholm posten som topchef for selskabet efter en kort årrække som finansdirektør. Det skete som resultat af, at den tidligere adm. direktør i Rio Tinto, Jean-Sébastian Jacques, sammen med to andre topledere trak sig efter pres fra investorerne.
Det solide regnskab kommer belejligt efter et år, hvor Rio Tinto ikke just har haft grund til at række armene i vejret. Udskiftningen i direktionen kom i kølvandet på en mareridtssag, der har rystet fundamentet under virksomheden.
I maj sidste år ødelagde Rio Tinto en mere end 46.000 år gammel grotte i Vestaustralien, som oprindeligt var beboet af Australiens indfødte folk, aboriginerne. Ulykken skete i forbindelse med udbygningen af et jernmalmprojekt, hvilket fik Rio Tinto til at udsende en offentlig undskyldning.
Jakob Stausholm kom til Rio Tinto i 2020 og har en lang karriere i olie og gas-, service- og shippingindustrien bag sig. Foruden at have bestredet en række stillinger i Shell i mere end 20 år har han både været finansdirektør i ISS og Mærsk. Sidstnævnte forlod han efter gensidig aftale i 2018 – kort tid efter blev han ansat som CFO i Rio Tinto.
Det positive regnskab har resulteret i, at selskabet bestyrelse har godkendt et udbytte til aktionærerne på 5,57 dollar pr. aktie.