ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Startup vil tvivlsomme elcertifikater til livs: Millionindsprøjtning skal gøre grøn energi tilgængelig for smv’er

De store virksomheders aftaler om grøn strøm skal gøres tilgængelige for andre virksomheder, mener dansk startup, der netop har sikret finansiering til at nå det mål

Solcelleparker og vindmøller kræver millioninvesteringer, som er svære at finansiere ved at sælge certifikater. Arkivfoto: Ingrid Riis
Solcelleparker og vindmøller kræver millioninvesteringer, som er svære at finansiere ved at sælge certifikater. Arkivfoto: Ingrid Riis

Grøn strøm er i stigende grad på virksomhedernes indkøbslister efter, stadigt flere holder regnskab med virksomheders CO2-udledning. De grønne certifikater, som elleverandørerne tilbyder, er imidlertid ingen garanti for faktiske CO2-reduktioner, lyder kritik. Det problem søger startuppen Reel at løse.

“Vi er frustrerede over måden, indkøb af grøn strøm fungerer på i dag. Man kan ikke være sikker på, at man faktisk reducerer CO2-udledningen, og samtidig betaler man ekstra for det. Det system vil vi gerne gøre op med,” siger adm. direktør i Reel Jon Sigvert.

Kendt redskab

Større virksomheder med stort elforbrug bruger i dag ofte aftaler om køb af grøn strøm direkte fra producenter, såkaldte PPA’er. Udbyderen bygger til gengæld eksempelvis nye anlæg med vindmøller eller solceller med den kapital, de kan rejse med kundens kreditværdighed og mangeårige kontrakt i hånden.

Det er netop PPA’erne, Reel vil gøre tilgængelige for alle virksomheder ved at pulje deres aftaler om grøn strøm, så virksomhederne tilsammen kan leve op til krav om kreditværdighed og strømforbrug.

“Alle fremskrivninger viser, at der skal bygges meget mere grøn strøm i Danmark. Derfor er der også behov for mange flere virksomheder at indgå PPA’er med – en demokratisering, automatisering og digitalisering af systemet,” siger Jon Sigvert.

Til det formål har virksomheden nu rejst en investering på 2,3 mio. euro, der skal gøre det muligt at åbne dørene som egentligt elselskab i Danmark til efteråret.

Kritiserede certifikater

Med kapitalindsprøjtningen håber Reel at kunne indgå de første aftaler med virksomheder, der ønsker et alternativ til certifikatsystemet, som har været kritiseret af bl.a. miljøorganisationer gennem længere tid.

“Vi mener, at effekten af certifikatsystemer er meget begrænset, og at systemet i dag er mere til skade end til gavn,” hedder eksempelvis vurderingen fra Rådet for Grøn Omstilling.

17,1

mio. kr. har en gruppe europæiske investorer netop investeret i energistartuppen Reel

Så længe udbuddet af grøn strøm er større end efterspørgslen på certifikater, sikrer de derfor ikke udvidelse af kapaciteten for grøn strøm, selvom de pynter på virksomhedens CO2-regnskab, lyder kritikken.

Dertil kommer, at indtægten er svær at regne med for energiudviklere og producenter, mener han.

“Man ved ikke, hvad man vil få for dem fremover. For udviklere og producenter er det ikke en indtægt, de kan bruge til at sikre finansiering af vindmøller eller solceller for mange millioner kroner,” siger han.

Stagnerende udbud

Behovet for at udbrede PPA’er genkender elmarkedschef i energisektorens brancheorganisation, Green Power Denmark, Søren Klinge – også selvom han fortsat ser certifikater som et godt redskab.

“Det er rigtig godt, hvis mange forbrugere er interesserede i PPA’er, hvis vi skal have grøn energi på markedsvilkår, men afhængigt af udformningen af PPA’en kan det koste lidt ekstra i forhold til kun at købe certifikater,” konstaterer han.

Vi er frustrerede over måden indkøb af grøn strøm fungerer på i dag. Man kan ikke være sikker på, at man faktisk reducerer CO2-udledningen

Jon Sigvert, adm. direktør, Reel

Uden at kende detaljerne i Reels løsning peger han på, at der allerede i dag findes energihandlere, der puljer virksomheder for at få dem til at leve op til PPA-krav.

Han vurderer samtidig, at en anden udfordring vil komme til at fylde i branchen de kommende år.

“Det er snarere udbuddet af grøn strøm end efterspørgslen, der bliver en udfordring de kommende år,” påpeger han med henvisning til, at der fra efteråret og i op til to år vil være stilstand i udbygningen af grøn strøm pga. usikkerhed om vilkårene for opsætning af f.eks. nye vindmølleparker.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis