Den fynske milliardær Torben Østergaard Nielsen har et erklæret mål om at udvide familiekoncernen United Shipping & Trading Company (USTC) med flere virksomhedsopkøb, men det varme M&A-marked har gjort det udfordrende at indfri ambitionerne.
Det fortæller Torben Østergaard Nielsen, efter han i 2020 indledte en aggressiv opkøbsstrategi uden for oliedivisionen, der er konglomeratets klart største forretningsben.
“Vores største udfordring er lige nu, at prissætningen af virksomheder er ekstremt høj inden for mange segmenter. Vi er jo en familieejet virksomhed, der også skal kunne regne vores investeringer hjem. Vi har de lange briller på, og derfor har vi måske en anden regnemaskine end nogle af dem, der byder ind på de samme virksomheder, som vi er interesserede i,” siger Torben Østergaard Nielsen.
USTC foretog sit første store opkøb i flere år, da koncernens shippingvirksomhed SDK overtog konkurrenten Freja Transport & Logistics og dermed nu forvandler sig til en virksomhed med en omsætning på over 5 mia. kr.
Siden sikrede USTC sig i marts 2021 aktiemajoriteten i træpillevirksomheden CM Biomass, i en handel som dog stadig mangler konkurrencemyndighedernes godkendelse.
Torben Østergaard Nielsen er ifølge Berlingske Business den sjetterigeste person i Danmark. Han har med base i Middelfart på Fyn opbygget sit store imperium siden begyndelsen af 1980’erne, hvor han begyndte at sælge skibsbrændstof, også kaldet bunkerolie.
Bunker Holding er i dag det klart største datterselskab i Torben Østergaard-Nielsens konglomerat, der målt på omsætning hører til blandt de største virksomheder i Danmark.
mia. kr. omsatte Selfinvest, selskabet bag USTC, for i 2020
Men Torben Østergaard Nielsen havde forventet at have foretaget endnu flere opkøb på nuværende tidspunkt.
“Ja, det må jeg sige. Der er nogle opkøb, som ikke er sket, fordi vi er blevet overbudt. Og der er en tendens til, at nogle sælgere tænker, at markedet bliver endnu bedre lige om lidt, og så venter de lidt,” siger Torben Østergaard Nielsen.
Man ser da ellers ofte, at industrielle spillere som jer bedre kan regne den hjem end en kapitalfond, som skal af med et selskab igen inden for en kort årrække?
“Men hvis du kigger på nogle af de virksomheder, kapitalfondene køber, så får de skrabet sig noget goodwill sammen, der siger sparto. Og hvis de kan finde en ny kapitalfond, der vil give endnu mere for den goodwill om fem-seks år, så kan det godt hænge sammen. Det kan vi ikke, for vi skal ikke sælge videre,” lyder det fra Torben Østergaard Nielsen.
Og ifølge Flemming Egtved, partner i Oaklins, der rådgiver i forbindelse med køb og salg af virksomheder, har Torben Østergaard Nielsen ret i, at prissætningen på virksomheder befinder sig på et højt niveau.
“Jeg kan ikke huske, at efterspørgslen efter virksomheder har været højere, og det påvirker prissætningen. Men så længe der bliver handlet virksomheder, er der nogle, der vil betale prisen. Samtidig har renteniveauet aldrig været så lavt, så afkastkravet er også med til at presse priserne op,” siger Flemming Egtved.
Men Torben Østergaard Nielsen er dog ikke bange for at tage visse chancer i det nuværende marked, selvom priserne på virksomheder er høj.
“Der er da virksomheder, vi kigger på, hvor vi ikke kan regne det 100 pct. hjem umiddelbart, men hvor vi prøver alligevel. Det kan ikke udelukkes, at vi kommer til at købe noget, der er lige dyrt nok, men det kan altså også blive for dyrt. Der er en grænse,” siger Torben Østergaard Nielsen.