Den danske del af ingeniørkoncernen Alfa Laval kom ud af 2019 med et rekordresultat.
“Det er ikke nogen tilfældighed, at det er lykkedes os, for vi har været i gang med at udvikle det siden 2006
Per Lund Hansen, adm. direktør, Alfa Laval København
Omsætningen steg med næsten 800 mio. kr. til 5,4 mia. kr., hvilket udløste et overskud efter skat på 413 mio. kr. – en forbedring på 115,4 mio. kr. sammenlignet med bundlinjen året forinden. Det er det bedste resultat i virksomhedens historie.
Alfa Laval er en global leverandør af produkter inden for bl.a. varmeoverførsel og væskehåndtering. Det er især salg af løsninger til shippingindustrien, som i øjeblikket er med til at drive Alfa Lavals danske forretning frem. Implementering af en række nye miljøkrav har fået skibsredere i hele verden til at søge mod ingeniørvirksomheden og dets rensesystem til skibes ballastvand.
“Der er ingen tvivl om, at vi har momentum. Vi er godt hjulpet på vej af hele bevidstheden omkring klima og miljø, og nu er lovgivningen begyndt at følge med. Vores store fremgang i omsætningen er primært drevet af vores ballastvandsystem, og det er helt exceptionelt,” siger Per Lund Hansen, adm. direktør for Alfa Laval i København og talsmand for koncernens danske aktiviteter.
Alfa Lavals rensesystem sikrer, at skibenes ballastvand bliver renset for mikroorganismer, før det bliver lukket tilbage ud i havet. Per Lund Hansen peger på, at FN’s Internationale Maritime Organisation (IMO) selv fremhæver problemerne med ballastvand som en af de største trusler mod verdenshavenes økosystem.
Alligevel blev lovgivningen for udledning af ballastvand først strammet for tre år siden, hvilket har været en afgørende faktor for at Alfa Lavals rensesystem er blevet en succes.
mio. kr. efter skat tjente Alfa Laval i 2019.
“Det er ikke nogen tilfældighed, at det er lykkedes os, for vi har været i gang med at udvikle det siden 2006. Vi har ventet længe på, at der skulle komme lovgivning på området, og hvert år sagde vi til hinanden, at nu måtte der ske noget. Til sidst gik vi og jokede lidt med hinanden om, at det sikkert ikke ville blive til noget alligevel.”
“Derfor er det rigtigt positivt for os, at dagsordenen omkring bæredygtighed fylder så meget hos skibsrederne i dag. Det har været benhårdt arbejde at forberede sig så lang tid på, at noget skulle blive aktuelt, men nu høster vi også frugterne af vores investeringer,” forklarer Per Lund Hansen.
Selvom Alfa Laval rider på en bølge af succes, har man ikke kunnet se sig fri for at blive negativt påvirket af coronakrisen. Som en konsekvens af smittefaren med covid-19 har selskabet delvist måttet ændre produktionsprocesserne og har arbejdet med skiftehold.
Samtidig har Alfa Laval haft en række udfordringer med underleverandører pga. den globale nedlukning, hvilket har fået den til at justere vareleverancerne. Derudover har sammensætningen af logistikkæden været oppe til revision, hvilket har medført at Alfa Laval har rykket noget af produktionen hjem til Danmark.
“Vi sourcer globalt, og derfor har vi været ramt af, at nogle af vores underleverandører ikke har kunnet levere vores varer. Nogle gange har det været lidt tilfældigt, hvem der er blevet ramt, men der er ingen tvivl om, at der har været store problemer i visse lande.”
“Derfor har vi flyttet lidt rundt på sammensætningen og er på nogle områder begyndt at bruge danske leverandører, lyder det fra Per Lund Hansen.
Dog fremhæver han, at coronakrisen har haft den positive konsekvens, at Alfa Laval har løftet investeringsniveauet på det digitale område for i fremtiden at kunne tilbyde produkter, der gør det nemmere at styre ting på afstand.