Hos bryggeriet Mikkeller, der sideløbende med ølproduktionen driver en række barer og restauranter verden over, tør adm. direktør Mikkel Borg Bjergsø ikke længere lege gætteleg på spørgsmålet om, hvornår og hvordan branchen bliver genåbnet.
“Hvis vi vidste, at vi kunne åbne dem den 11. maj, kunne vi måske holde dem oven vande
Adm. direktør i bryggeriet Mikkeller, Mikkel Borg Bjergsø
“Vi har kigget alle vores selskaber igennem og taget beslutningen om at lukke to af vores mindste steder Øl & Brød og Hyggestund permanent. Begge forretninger har kørt på grænsen et stykke tid, og taber nu for alvor penge grundet den ikkeeksisterende omsætning.”
Beslutningen kunne dog være undgået.
“Hvis vi vidste, at vi kunne åbne dem fra 11. maj, kunne vi måske holde dem oven vande, men når vi intet konkret får at vide, er vi nødt til at trække stikket inden 1. maj for ikke at stå med endnu en måneds opsigelse og dermed tabe flere penge,” forklarer han.
Mikkeller-topchefen er én af flere, der længe har efterlyst en udmelding fra regeringen, som modsat har appelleret til danskernes tålmodighed.
pct. af de danske restauranter ser en risiko for, at de må dreje nøglen om som følge af coronakrisen.
Onsdag slog statsminister Mette Frederiksen (S) i Folketingssalen så fast, at regeringen venter med at påbegynde fase 2 af genåbningen til 10. maj. I samme ombæring lovede statsministeren, at der vil blive præsenteret en efterspurgt langsigtet strategi, “så borgere og virksomheder kender tidsperspektivet”.
Ifølge Mikkel Borg Bjergsø ændrer dét løfte dog ikke på den akutte og kritiske situation. Det er stadigvæk en gætteleg, som de færreste i branchen har råd til fortsat at deltage i, forklarer han.
“Vi kan ikke rigtigt bruge det til noget, for vi aner jo ikke, hvad den tidslinje kommer til at indeholde. Måske får vi først lov til at åbne om tre måneder. Det er så frustrerende, at de venter med at komme med et tidsperspektiv inden 1. maj. Så for os ændrer den udmelding ikke på noget.”
Mikkel Borg Bjergsø kan ikke se fornuften i de politiske beslutninger.
“Jeg er utroligt glad på frisører og tatovørernes vegne. Men det er mig en gåde, hvorfor det er sundhedsmæssigt bedre at åbne de erhverv end at lade en restaurant åbne med halv kapacitet og med brug af udendørsservering.”
Han ser en stor grad af tilfældighed i beslutningerne.
“Vi kunne sagtens skabe en åbning, der i langt højere grad efterlevede retningslinjerne, end hvad det f.eks. er muligt for frisører og tatovører – og børnehaver for den sags skyld,” forklarer Mikkel Borg Bjergsø.
“Det er en branche i sænk. Vi har ikke set så mange konkurser endnu, men det er et spørgsmål om tid, og så kommer de i større bølger,” forudser Mikkel Borg Bjergsø.
Den vurdering bliver bakket op af friske tal fra Danmarks Statistik.
Af tal offentliggjort tirsdag, fremgik det, at 72 pct. af 56 adspurgte restauranter ser en risiko for, at de må lukke inden for de kommende tre måneder som følge af coronavirussen. Tallet bekymrer cheføkonom i Ledernes Hovedorganisation Niklas Praefke.
“Det er ganske markant, og jeg kan godt frygte, at Arnold Buscks konkurs blot var et forvarsel om en ny bølge af konkurser.”
Konkursbølgen kan allerede være i gang uden offentlighedens kendskab, da nedlukningen af skifteretterne har indstillet en stor del af konkursbehandlingen.
“Manglende tal for antallet af konkurser gør, at vi famler i blinde. Og langt fra alle virksomheder er store nok til at trække en overskrift i medierne, når de drejer nøglen om,” siger Niklas Praefke.