Mens kapitalfonden IK Investment Partners forbereder et salg af de to fødevareselskaber Løgismose og Meyers, er ejerne nu stødt på nye problemer.
I et nyt regnskab tager fonden en kæmpe nedskrivning af Meyers, og det smitter kraftigt af på resultaterne for hovedkoncernen bag, Løgismose Meyers Holding.
Nedskrivningen er på hele 233 mio. kr. efter et kriseår med corona, hvor nedlukninger og hjemsendelser har ramt forretningen. Det giver et hug på over 200 mio. kr. på bundlinjen i hovedkoncernen.
“Den branche, vi er i, har haft det svært under corona, men det lysner nu, og jeg er sikker på, at vi står foran nogle gode år
Claus Meyer, stifter, Meyers
Dermed har de to selskaber på fem år sammenlagt tabt ca. 320 mio. kr., mens omsætningen står stille på 1 mia. kr.
“Vi har været rigtig, rigtig hårdt ramt i Meyers, som jo primært beskæftiger sig med catering og kantiner, fordi vores forretninger har været lukket ned. Men vi har været tilgodeset i Løgismose af væksten online og i butikkerne,” siger adm. direktør Jesper Uggerhøj, der hæfter sig ved, at koncernens driftsresultat er positivt på 36,5 mio. kr.
Regnskabet kommer på et tidspunkt, hvor ejerne ifølge Børsens oplysninger er i gang med at forberede to separate salg af selskaberne, som IK i 2014 købte sig ind i.
Under IK’s ejerskab har koncernen været involveret i et kaotisk forløb med ledelsesrokader, uro i ejerkredsen og en fejlslagen sammenlægning af de to selskaber, som man for to år siden så sig nødsaget til at droppe.
Løgismose Meyers Holding offentliggør ikke særskilte regnskabstal for udviklingen i Meyers-forretningsbenet.
Men det fremgår, at Løgismose isoleret set får et overskud på 26 mio. kr. Omsætningen lander på 463 mio. kr., hvor salget i detailbutikkerne ifølge direktøren er vokset.
mio. kr. har Løgismose Meyers Holding ApS samlet tabt på fem år
“Det har selvfølgelig løftet sig, men det tab, vi har haft på catering, har samlet set ikke kunnet opveje det. Så det har selvfølgelig været en hård omgang,” siger Jesper Uggerhøj.
Løgismose har med produkter af høj kvalitet fokuseret på detailbranchen og sælger gennem Netto-kæden, mens Meyers' kerneforretning er inden for måltider og restaurations- og kantinedrift.
Børsen har været i kontakt med den landskendte madmand Claus Meyer, der står bag Meyers, for at få et interview om den negative udvikling i selskabet. Han henviser imidlertid til Jesper Uggerhøj.
“Men det skal nok blive godt igen,” står der i en sms-besked fra Claus Meyer, der fortsat sidder i bestyrelsen i det fælles holdingselskab, som han også ejer 10-15 pct. af.
Også IK er positiv.
“Vi ser ikke nedskrivningen som en langsigtet værdiforringelse af Meyers,” lyder det fra partner i IK Mads Ryum Larsen, som kender Claus Meyer fra deres fælles studietid.
Som Børsen skrev i februar, forbereder IK et salg i samarbejde med investeringsbanken Carnegie. Men efter den fejlede sammenlægning er det ifølge Børsens oplysninger besluttet at sælge Løgismose og Meyers som to selvstændige selskaber.
Som det ser ud nu, er planen først at sælge Løgismose, der ikke har været nær så hårdt ramt af corona. Salling Group er flere gange blevet fremhævet som en oplagt køber af Løgismose, men at det skulle være et scenarium, der arbejdes på, bliver afvist af kilder med indgående kendskab til den forestående salgsproces.
Salling Group kommenterer ikke “spekulationer om konkrete forretningsmuligheder”, oplyser kommunikationschef Kasper Reggelsen.
Når en kapitalfond flopper med et opkøb, er det ikke unormalt, at stifteren køber sit livsværk tilbage. Men Claus Meyer afviser, at han arbejder på den model.
“Nej, det er ikke aktuelt. Den branche, vi er i, har haft det svært under corona, men det lysner nu, og jeg er sikker på, at vi står foran nogle gode år,” skriver han.