Onsdag aftens regnskab med en engangsomkostning på 16 mia. dollar og markant stigende omkostninger og investeringer på grund af udbygningen af kunstig intelligens sender torsdag aktien i Meta Platforms i minus med 10,0 pct., men det har ikke skræmt obligationsinvestorerne væk.
Meta har nemlig lanceret årets hidtil største salg af nye erhvervsobligationer med et mål om at rejse 30 mia. dollar, og investorerne har ifølge Bloomberg News svaret på opfordringen med at placere ordrer til en samlet værdi på 125 mia. dollar, hvilket er ny rekord, da det overgår buddene på samlet set 120 mia. dollar i 2018 på et obligationssalg fra CVS Health.