De seneste måneder er en ulmende huslejekrig brudt ud i store dele af detailbranchen, hvor flere af landets største butikskæder har krævet et opgør om huslejen.
Nu melder den familieejede skogigant Ecco sig også ind i kampen og går efter at få lejeniveauet sat ned i en tredjedel af den verdensomspændende kædes knap 2100 butikker.
“Ifølge Ecco-topchef Steen Borgholm skal lejekontrakterne ændres i kølvandet på coronakrisen, der har tvunget butikker over hele verden til at holde lukket i store perioder.Det er den nye realitet, at udlejerne ikke længere sælger den vare, de havde engang
Steen Borgholm, Ecco
Derfor mener han, at omsætningen fremover skal afspejles i huslejen, så prisen for butikkerne følger med salget til kunderne.
“Vi har en tredjedel af vores lejemål til genforhandling i år, og det kommer vi også til at gøre brug af. Det er den nye realitet, at udlejerne ikke længere sælger den vare, de havde engang, og så er det klart, at der skal ske noget,” siger Steen Borgholm.
Ecco skal dermed genforhandle lejekontrakter for ca. 600-700 butikker i år, og her vil topchefen bl.a. have huslejen sat ned i de danske og europæiske storcentre.
“Trafikken er faldet 40-50 pct. mange steder, så hvis ikke huslejen også falder, er det ikke en mulighed at holde de butikker kørende,” siger han og tilføjer, at nogle af de nuværende butikker kan erstattes med nye koncepter.
Som Børsen har skrevet, har kæder som Jysk, Bog & Idé og Bahne for nyligt meldt ud, at de vil have huslejen sat ned.
Det sker, samtidig med at onlinehandlen er braget op, mens tvangslukninger bankede omsætningen i de fysiske butikker i bund.
Udmeldingen fra den 58 år gamle skofabrikant fra Bredebro i Sønderjylland kommer, efter at Ecco i 2020 fik et massivt hug i omsætningen, der faldt med ca. 20 pct. til det laveste niveau i otte år.
Steen Borgholm har tidligere sagt til Børsen, at koncernen i kølvandet på krisen er “påpasselig” med at åbne nye, traditionelle butikker, medmindre der er variabel husleje.
“Hvis vi finder nye aftaler med udlejerne, som er mere omsætningsbestemte, kan vi også fortsætte mange af lejemålene. Ellers vil der komme nogle reduktioner,” siger han og tilføjer, at Ecco “også har mulighed for at åbne butikker,” heriblandt i Sydeuropa.
Mens Jysk tidligere har meldt ud, at den familieejede boligkæde overvejer helt at droppe storcentre, når kæden skal åbne nye butikker, smækker Ecco ikke døren helt i for de danske shoppingcentre.
“Det afhænger af, hvilke lejeaftaler og fremtidige modeller udlejerne er villige til at stille til rådighed, for hvis trafikken ind i storcentrene falder med 40 pct., så skal der jo være en anderledes model for afregning af husleje,” siger Steen Borgholm.
af Eccos butikker skal genforhandle lejekontrakterne i år
I Danmark har flere af de største storcentre kæmpet med drastisk faldende besøgstal under krisen, hvor flere centre også har nedskrevet værdien af deres ejendomme.
Ecco har ifølge Steen Borgholm “ikke decideret tænkt på at lukke i shoppingcentre,” men “hvis de underperformer, så er det jo en konsekvens.”
“Vi har ikke grund til at tro, at vi ikke kan finde nogle ordentlige ordninger med vores udlejere, så vi kan fortsætte mange af de lejemål. Det har de også interesse i,” siger han.