Novo Nordisk skærer ca. 7,5 pct. af stillingerne i det amerikanske datterselskab, så der fra januar 2021 bliver 450 færre job ud af de omtrent 6000 ansatte i USA. Det skriver Medwatch.
Ifølge diabetesgiganten tilpasses forretningen væksten på det amerikanske marked, der har vist lavere vækstrater i de senere år sammenlignet med den vækst, Novo Nordisk opnår uden for USA.
“I den nye struktur vil der være omkring 450 færre stillinger på tværs af organisationen, men det er endnu for tidligt at sige, hvor mange medarbejdere, der vil blive tale om, da der for øjeblikket er en række ubesatte stillinger i det amerikanske datterselskab, og de også forventer at oprette nye stillinger i den nye organisation,” skriver Mette Kruse Danielsen, pressechef i Novo Nordisk, i en e-mail til Medwatch.
Det vurderes, at en række salgsfunktioner er berørt af nedlæggelserne, men Novo Nordisk har ud over sælgere også forskning og produktion i Nordamerika. Selskabet vil dog ikke oplyse om fordelingen af de job, der skæres væk.
Seneste større fyringsrunde i Novo Nordisk var i 2018, da 1300 stillinger blev skåret væk, heraf var omtrent 250 stillinger i USA.