Novo Nordisk-pengetanken Novo Holdings undersøger et frasalg af den danske lægemiddelproducent Xellia Pharmaceuticals, hvor Novo Holdings er majoritetsejer af selskabet.Det skriver Bloomberg baseret på kilder, der er bekendte med sagen.
Ifølge Bloomberg skulle Novo Holdings i øjeblikket arbejde tæt sammen med rådgivere om et potentielt salg.
Den samlede handel for Xellia kan løbe op i et milliardbeløb. Novo Nordisk-ejeren købte Xellia Pharmaceuticals for omkring 4 mia. kr. i 2013 af 3i Group samt selskabets daværende ledende medarbejdere.
Xellia udvikler og producerer behandlinger til bekæmpelse af bl.a. bakterie- og svampeinfektioner og beskæftiger mere end 1800 mennesker i bl.a. USA, Danmark, Ungarn og Kina.