Den norske hotelkonge Petter Stordalen, der bl.a. er ejer af hotelkoncernen Strawberry Group skal nu have pengepungen op af lommen og betale millioner tilbage i coronastøtte for virksomheden.
Det skriver det norske medie E24.no fredag aften.
Det drejer sig konkret om 15 mio. norske kr., som hotelmilliardæren skal betale tilbage fra den første del af den modtagende støtte.
Grunden til tilbagebetalingen skal findes i, at den norske skatteforvaltning besluttede at præcisere reglerne i midten af april sidste år.
Beslutningen førte til en markant nedjustering af, hvad der er accepteret som Strawberry's faste, uundgåelige omkostninger, hvilket svarer til en nedjustering på 8 procent af de første angivne faste, uundgåelige omkostninger.
Der er dermed i marts blevet angivet for højt et beløb for virksomhedens faste omkostninger, hvor der blev søgt om kompensation på grund af coronanedlukning.
Ifølge Strawberrys finansdirektør Mads Breder Koch er det uundgåeligt, at der kommer justeringer undervejs i en sådan situation.
"Ordningen blev hurtigt designet af den offentlige sektor og implementeret hurtigt af ansøgerne. Som bekendt har ordningen aldrig været brugt før og er banebrydende arbejde. Dette har betydet, at der har været nogle præciseringer og afklaringer undervejs fra dem, der styrer ordningen. Dette har betydet, at nogle poster, der er inkluderet i grundlaget for faste, uundgåelige omkostninger, er blevet justeret,” skriver Strawberrys finansdirektør Mads Breder Koch i en mail til E24.no.
Petter Stordalens hotelkoncern Strawberry Group er ifølge E24.no en af Norges største modtagere af coronastøtte sammen med rederiet Color Line, der også forventes at skulle betale et lignede beløb tilbage.
Samlet fik Stordalens selskab sidste år 218,5 mio. norske kr. i coronastøtte for tabt omsætning i marts-august sidste år.