ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Matas-topchef har en A-, B- og C-plan klar før usikkert efterår: “Det er simpelthen så fristende at sige, at nu har befrielsesdagen været her. Det er slut og overstået. Men det er det slet ikke”

“Det, der er den største udfordring, er, at vi kan fortælle to troværdige historier. En, hvor vi er meget pessimistiske, og en, hvor der er bedre grund for optimisme,” siger Matas-topchef Gregers Wedell-Wedellsborg. Arkivfoto: Steven Achiam
“Det, der er den største udfordring, er, at vi kan fortælle to troværdige historier. En, hvor vi er meget pessimistiske, og en, hvor der er bedre grund for optimisme,” siger Matas-topchef Gregers Wedell-Wedellsborg. Arkivfoto: Steven Achiam

Allerede en måned inden, at coronakrisen lukkede store dele af Danmark ned i midten af marts, havde Matas-topchef Gregers Wedell-Wedellsborg en nødplan klar.

Første skridt var at undgå fyringsrunder og sikre likviditeten. Næste skridt var at skrue op for onlinesatsningerne.

Men på trods af, at Matas havde forsøgt at forberede sig, kom det alligevel bag på topchefen, hvor hårdt krisen ramte, og hvor hurtigt salget sidenhen kom tilbage til et normalt niveau.

“Jeg tror, at det er en af de ting, som dansk erhvervsliv og måske endda hele det danske samfund har lært, hvor ekstrem omstillingsdygtig man skal være. Man er nødt til at se på udviklingen fra uge til uge og være i stand til at omstille sin virksomhed med meget, meget kort varsel,” siger Gregers Wedell-Wedellsborg.

Det er simpelthen så fristende at sige, at nu har befrielsesdagen været her. Det er slut og overstået. Men det er det slet ikke

Gregers Wedell-Wedellsborg
I den nødplan, som Matas lavede, da bl.a. Italien blev hårdt ramt af coronavirussen (covid-19), stod der ifølge topchefen “højt og tydeligt, at når krisen rammer, så gælder det først og fremmest om at sikre sig likviditet”.

Så da salget i marts pludseligt raslede så meget ned, at det sammenlagt åd ca. 50 mio. kr. af omsætningen, sendte kæden 500 medarbejdere hjem, søgte om millionhjælp fra staten og bad udlejere og leverandører om at få udsat betalingerne i tre måneder.

Ekstremernes tid

Men i april vendte det hele rundt. Onlinesalget blev tredoblet, kæden sendte lønkompensationen tilbage til staten og Matas satte fart på en stor digital satsning.

Siden har Gregers Wedell-Wedellsborg forsøgt at forberede sig på, at Matas igen kan blive fanget i en situation, hvor forretningen kan bølge frem og tilbage.

“Ekstremernes tid er ikke forbi. Det er simpelthen så fristende at sige, at nu har befrielsesdagen været her. Det er slut og overstået. Men det er det slet ikke. Vi kigger ind i et efterår, som, hvis man tager de mørke briller på, kan blive præget af en dyb recession og måske ovenikøbet krydret med en andenbølge af pandemien,” siger han.

To “ret vilde” yderpoler

Omvendt kan “man også tage de optimistiske briller på”.

50

mio. kr. har Matas mistet i omsætning i forbindelse med coronakrisen

“Danmark har faktisk håndteret den her krise utroligt godt. Der er lavet pakker, som stimulerer privatforbruget, kunderne har fået øjnene op for nethandlen, og i virkeligheden er der mulighed for at accelerere fornyelsen af Matas til efteråret,” siger han.

Ifølge ham er usikkerheden så stor, at det er nødvendigt at have “en plan A, en plan B og en plan C” klar, hvis smitten blusser op igen senere på året.

“Det, der er den største udfordring, er, at vi kan fortælle to troværdige historier. En, hvor vi er meget pessimistiske, og en, hvor der er bedre grund til optimisme. Normalt ved vi, at vi ligger nogenlunde på midten af vejen. Så kan det svinge lidt til højre og lidt til venstre, men her er der to ret vilde yderpoler, vi skal navigere i,” siger han.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis