ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Matas gør coronatiltag permanente: Skal skabe tryghed i butikkerne

Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Ekspedienter med visirer, afspritning og ekstra god afstand har de seneste måneder været normalen, når man skulle på indkøb i butikker landet over.

Det vil sikkert også være et konkurrenceparameter mellem kæderne, hvor Matas står godt nu

Henrik Hyltoft, markedsdirektør hos Dansk Erhverv

Nu vil Matas som en af de første store detailkæder gøre indsatsen mod smittespredning permanent i landets 270 butikker. Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.

Selvom Matas i forvejen følger myndighedernes anbefalinger, vil kæden nu indføre en række tiltag for bestandigt for også at reducere risikoen for smittespredning i fremtiden.

Ifølge Allan Kristoffersen, retaildirektør hos Matas, har coronavirussen gjort alle meget opmærksomme på, hvor stor indflydelse vores adfærd har på risikoen for, at vi smitter hinanden.

“Med en certificering af vores medarbejdere og de nye tiltag i butikkerne er vores medarbejdere nu klædt endnu bedre på til at sikre en tryg butik, hvor kunder og medarbejdere har de bedste forudsætninger for at undgå at smitte hinanden med corona eller fremtidige smitsomme sygdomme,” udtaler han i pressemeddelelsen.

I meddelelsen fremgår det, at medarbejderne vil bære visirer eller masker, når de lægger makeup på kunderne i butikken.

Der vil også være skilte, som opfordrer til, at ekspedienterne spritter testvarer af før og efter brug, når f.eks. en kunde skal prøve en creme.

De nye initiativer har også krævet, at de 2500 butiksmedarbejdere har været en tur tilbage på skolebænken, hvor de er blevet certificeret i “Tryg og sikker butik”.

Læge Søs Wollesen har bidraget til kurset, der indebærer teori om hygiejne og rengøring, en afstands- og smittevejstest og en introduktion til de nye procedurer.

Kan give konkurrencefordel

Hos Dansk Erhverv oplever de, at flere af deres medlemmer overvejer at gøre nogle af coronatiltagene til en del af hverdagen.

“Mange virksomheder er ved at finde ud af, hvilke af de seneste måneders tiltag der skal gøres permanente. Jeg ved, at mange overvejer at beholde afstandsmarkeringerne i et vist omfang, mens plexiglas mellem kunder og ekspedienter flere steder vil være fortid,” udtaler Henrik Hyltoft, markedsdirektør hos Dansk Erhverv.

Han peger på, at initiativet fra Matas kan give virksomheden en konkurrencefordel, og kender ikke til andre, der har været lige så hurtige til at lægge fortidens arbejdsgange på hylden.

“Det er rigtig godt, at de har gjort det, og vil sikkert også være et konkurrenceparameter mellem kæderne, hvor Matas står godt nu,” siger Henrik Hyltoft.

Selvom samfundet er godt i gang med den gradvise genåbning, håber Allan Kristoffersen, at medarbejdere og kunder vil tage godt imod de tiltag, som bliver et permanent aftryk fra coronavirussen.

“Både kunder og medarbejdere har taget godt imod de tiltag, vi har lavet i forbindelse med genåbningen af vores butikker. Derfor forventer jeg ikke, at de nye tiltag bliver en stor omvæltning for dem. Samtidig vil de nye tiltag forhåbentligt betyde, at vores kunder og medarbejdere både nu og i fremtiden ved, at de kan føle sig trygge og sikre, når de besøger vores butikker,” udtaler han.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis