ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Mangeårig svindeljæger i hårdt angreb på presset Amager-selskab: “Jeg kan ikke se andet, end at de indtægter kommer fra den blå himmel”

Ifølge tidligere partner i EY

Alfred Grinderslev ser det ud til, at Act.Global har fået tilført fiktive millioner. Stifter afviser

Alfred Grinderslev arbejdede i 34 år hos EY, og har i mere end 25 år assisteret rejseholdet og Bagmandspolitiet. Foto: Steven Achiam
Alfred Grinderslev arbejdede i 34 år hos EY, og har i mere end 25 år assisteret rejseholdet og Bagmandspolitiet. Foto: Steven Achiam

En betydelig del af de 147 mio. kr., som Act.Global A/S har fået tilført fra investorer, ser ud til at være fiktive penge, der er strømmet ind fra stifter Carsten Jensens personlige holdingselskaber.

Sådan lyder kritikken fra den pensionerede svindeljæger Alfred Grinderslev, der har gennemgået Act.Global-koncernens regnskaber for Børsen.

“Det ser ud til at være posteringer uden hold i virkeligheden,” siger Alfred Grinderslev.

Han er tidligere statsautoriseret revisor og forhenværende partner i EY, og han har i over 25 år hjulpet rejseholdet og Bagmandspolitiet med at opklare sager om økonomisk kriminalitet.

Amager-selskabet Act.Global, der ifølge Carsten Jensen er på vej mod et gennembrud med et nanoprodukt til rengøringsbranchen, havnede i februar i år i Erhvervsstyrelsens søgelys i kølvandet på et choktab på 121 mio. kr.

Underskuddet i regnskabsåret 2018/19 på 121 mio. kr. blev dækket af et indskud på 147 mio. kr. fra selskabets investorer. Men ifølge Alfred Grinderslev stammer 102 mio. kr. af det beløb fra Carsten Jensens to holdingselskaber Trendkeeper Holding og Smartkeeper Holding.

På baggrund af en pengestrømsanalyse, han har foretaget for Børsen, er han ikke i tvivl om, at indtægter i de to selskaber for mindst 80 mio. kr. er opstået ved posteringer uden reelt indhold.

“Jeg kan ikke se andet, end at de indtægter kommer fra den blå himmel,” siger Alfred Grinderslev.

Professor i eksternt regnskab ved Institut for Økonomi på Aarhus Universitet Frank Thinggaard har tidligere i Børsen undret sig over indtægterne i Carsten Jensens private selskaber.

“Jeg er enig i, at der er god grund til at undersøge posteringerne i holdingselskaberne nærmere, herunder transaktioner med interesseforbundne selskaber,” skriver han i en mail i forbindelse med denne artikel.

Stifter afviser kritik

Stifter, medejer og adm. direktør Carsten Jensen afviser i et skriftligt svar til Børsen kritikken fra Alfred Grinderslev, som han mener “står uden sammenhæng til virkeligheden”.

“Transaktionerne er derfor i den grad virkelige. Jeg har solgt nogle af mine aktier i Act.Global A/S uden at modtage betaling for at lade likviditeten blive i Act.Global A/S,” skriver Carsten Jensen, der tilføjer, at Kromann Reumert har ydet juridisk bistand.

121​

mio. kr. tabte Act.Global i det seneste regnskab på trods af løfter om et overskud

Erhvervsstyrelsen indledte i februar en kontrolsag mod Act.Global, og senest har myndigheden bedt selskabet om at lægge nogle af sine største kontrakter frem.

Tidligere i sagen har styrelsen sat spørgsmålstegn ved, at der i 2017/18-regnskabet er “opstået en betydelig gæld til kapitalejere og ledelse” på ca. 80 mio. kr.

Det er de penge, som Alfred Grinderslev mener, at Carsten Jensen via sine holdingselskaber har brugt til at købe aktier i Act.Global for.

Værdisat til 600 mio kr

Carsten Jensen skriver i svaret til Børsen, at den omtalte gæld “stammer fra Act.Globals tilbagekøb af egne aktier, og de er videresolgt til investorerne til samme kurs og dermed uden gevinst for hovedaktionæren”.

Men ifølge Alfred Grinderslev fremgår det ikke af holdingselskabernes regnskaber, at der er solgt aktier.

Carsten Jensen og de andre investorers aktiekøb, herunder medstifter af Lagkagehuset Ole Kristoffersen, er sket til en værdi for hele selskabet på over 600 mio. kr.

Efter investorerne skød pengene ind i selskabet, blev Act.Global nødt til at tilbageføre en indtægt på salg af licenser for i alt 75 mio. kr., hvilket var stærkt medvirkende til underskuddet på 121 mio. kr. i det efterfølgende regnskabsår.

​​​​​

​​​​​


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis