Små fire år efter lanceringen er A.P. Møller-Mærsks digitale satsning Twill begyndt at få luft under vingerne.
Twill-projektet blev oprindelig udviklet i startupmiljøet i Berlin, hvor en nøje udvalgt skare af medarbejdere fra den nu hedengangne Mærsk-speditør Damco fik frie tøjer til at udvikle et produkt, hvor små virksomheder nemt og enkelt kan bestille en container online. Historisk har Mærsk haft et godt tag i store kunder som Walmart og Nike, mens mindre foretagender typisk har brugt speditører til at løse deres transportopgaver.
Men det er altså begyndt at ændre sig, hvilket ifølge Mærsk selv hænger sammen med, at coronakrisen har ændret arbejdsmønstrene.
“Når de små kunder skal arbejde hjemmefra og fortsat afskibe varer, bliver digitale kanaler pludselig enormt vigtige. Vi har set en acceleration på Twill, hvor vi har fået mange nye kunder, der før krisen brugte andre kanaler til at få flyttet deres containere,” forklarer Vincent Clerc, direktør for ocean & logistics i Mærsk.
Twill er imidlertid ikke den eneste digitale satsning, Danmarks største virksomhed har nydt godt af at have i værktøjskassen under coronakrisen.
pct. steg antallet af bookinger i Mærsk-appen fra januar til april
Alene fra januar til april steg antallet af bestillinger via selskabets app med 90 pct., mens trafikken på platformen Maersk Spot – hvor kunder kan tegne en korttidskontrakt digitalt i stedet for at ringe til en sælger – også er vokset markant siden årsskiftet.
“Maersk Spot har været utrolig vigtigt, fordi det er tilgængeligt i hele verden. Vi har fået rigtig mange nye speditører ind som kunder,” lyder det fra Vincent Clerc.
Og tilbage i juni blev der åbnet for adgang til Maersk Flow – et cloud-baseret supply chain-værktøj for mellemstore virksomheder, der nemt og hurtigt giver adgang til data omkring flowet af varer.
“Nogle af vores kunder sagde til os, at når der kommer en container, er det lidt ligesom juleaften. De er spændte på at se, hvad der er inde i den, når de åbner den. Det holder jo ikke,” sagde Martin Holme, chef for supply chain management i Mærsk, til Børsen i september.
Selvom Mærsk på flere områder har nydt godt af effekterne af covid-19, håber Vincent Clerc, at tingene bliver en smule mindre hektiske i det nye år:
“Vi håber, at 2021 bliver mere stabilt, men vi føler os meget fortrøstningsfulde i forhold til egne evner og de investeringer i teknologi. Kundernes behov er meget klarere nu. 2020 har været et år, hvor vi har brugt læringen fra corona til at accelerere vores strategi.”