Danmarks dominerende container- og logistikfirma, A.P. Møller-Mærsk, starter om få måneder en containerhavn i Kalundborg.
I forvejen driver Mærsk via sin havnedivision den dominerende containerterminal i Danmark, APM Terminals Aarhus. Den står for 60 pct. af Danmarks samlede eksport og håndterer 450.000 tyvefodscontainere årligt.
Den nye terminal i Kalundborg bliver mindre og vil anslået gennemføre 15.-18.000 containerløft årligt. Alligevel er det et vidtgående skridt, fordi Mærsk både etablerer en ny terminal fra grunden – og samtidig trækker al trafik væk fra Københavns Nordhavn og den delvist offentligt ejede operatør Copenhagen Malmö Port, som Mærsk har anvendt siden 1968.
I stedet vil Mærsk nu placere ugentlige feeder-ruter, der forbinder Kalundborg med byer som tyske Bremerhaven, svenske Hallstahammar og Helsingborg og danske Fredericia og Aarhus.
“Kalundborg bliver Mærsks hovedknudepunkt i Østdanmark. Den ligger geografisk rigtig godt placeret i forhold til de mange distributionscentre for bl.a. detailhandel, der er opstået omkring Slagelse-området. Den nye havn bliver reelt forbundet med Fjernøsten via den såkaldte AE5-rute mellem Asien og Nordeuropa,” siger direktør Dennis Lenthe Olesen, der er chef for alle Mærsks havneaktiviteter i Danmark og Sverige.
Mærsk vurderer, at ca. 30 pct. af volumenerne fra Sjælland vil komme til at gå igennem den nye Kalundborg Vesthavn.
“Der vil være masser af synergier i at flytte vores østdanske aktivitet til Kalundborg, både i forhold til at betjene nuværende kunder bedre og til at støtte vores vækstambitioner,” siger Stig Kirkegaard, landechef for A.P. Møller-Mærsk i Danmark.
Selvom de hører til i samme koncern og har tæt samarbejde, så har Mærsks søfragtsdivision og havnedivisionen formelt set en kundeleverandørrelation, og derfor kan havnedivisionen APM Terminals udover sine aftaler med Mærsk sagtens gå efter at trække andre rederikunder til den nye Kalundborg-havn.
Kalundborg Kommune har investeret mere end 200 mio. kr. i de nye havnefaciliteter med en vanddybde på 15 meter. For kommunen er den nye aftale en stor fjer i hatten efter års bøvl med at få klargjort havneprojektet. Det har været ramt af problemer med fejlkonstruktion, der først i år er blevet afhjulpet.
Mærsk leverer udstyret til landsiden, herunder containerhåndteringsudstyr og indkørselsfaciliteter, og venter at kunne starte driften i marts 2021.