ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Mærsk tjener mere end ventet - skruer op for investeringer i logistik

A.P. Møller-Mærsk kommer ud af første halvår med et resultat, der flere steder slår analytikernes forventninger. 

Samtidig fastholder koncernen forventningerne til resten af året og meddeler, at de i det kommende stykke tid vil skrue op for investeringsniveauet i logistik- og serviceforretningen. Topchef Søren Skou har tidligere understreget, at Mærsks landbaserede forretninger skal vokse markant hurtigere i fremtiden. 

Mens omsætningen i 2. kvartal på 9,6 mia. dollar var en lille spids under markedets estimat, overrasker Mærsk positivt i forhold til indtjeningen. Driftsresultatet før af- og nedskrivninger landede på 1,3 mia. dollar, hvilket var 100 mio. dollar bedre end ventet, mens overskuddet efter skat på 154 mio. dollar også er markant højere end de 58 mio. dollar, analytikerne på forhånd havde regnet sig frem til. 

Det sker i kølvandet på et kvartal, hvor volumenudviklingen - altså hvor mange containere, der flyttes rundt på verdenshavene - har været marginalt stigende, men hvor fragtraterne har været en smule bedre sammenlignet med samme periode i 2018.

Ocean i fremdrift - lavere omkostninger

Derfor er det også - set med Mærsk-briller - positivt, at Ocean-divisionen er primus motor resultatet for andet kvartal. Toplinjen på 7,1 mia. dollar var på niveau med analytikernes forventninger, mens ebitda på 1,06 mia. dollar var højere end ventet. 

En af Søren Skous helt store mantraer, cost leadership, der kort fortalt betyder, at man skal være den bedste spiller i industrien med de laveste omkostninger, har også båret frugt. Enhedsomkostningerne på 1713 dollar pr. FFE (måleenhed for en fyrrefods container, red.) var væsentligt lavere end estimatet på 1816 dollar.

Den transporterede volumen på 3.447.000 FFE overrasker også positivt.  

Samtidig nåede virksomheden et synergimål på 1 mia. dollar gennem integrationen med Hamburg Süd. 

Ocean dækker over Mærsks havbaserede forretningsområder med Maersk Line som den største faktor. 70 pct. af koncernens omsætning løber gennem divisionen. 

Til gengæld er priserne på skibsbrændstof steget, hvilket gør ondt på omkostningssiden hos containerrederierne. 

Stadig begrænset vækst i logistikgrenen

Selvom Mærsk nu retter fokus mod at udbygge logistikgrenen af forretningen, er vokseværket i divisionen stadig begrænset. I andet kvartal var omsætningen på 1,48 mia. dollar, hvilket var en spids under det forventede resultat, mens ebitda på 61 mio. dollar var lidt bedre end ventet. 

Logistics & Services dækker over Mærsks aktiviteter på landjorden, hvor bl.a. speditørforretningen Damco, containerplatformen Twill og supply chain-løsningerne regnes med. 

Regnskabet fra A.P. Møller-Mærsk er det seneste i rækken fra verdens største rederier. Indtil videre har Hapag-Lloyd, OOCL og ONE alle leveret resultater, der har vist vækst i både omsætningen og indtjeningen. Det sker på trods af en eskalerende handelskrig mellem USA og Kina, der bl.a. er den primære årsag til, at analysehuset Alphaliner har sænket sit vækstskøn for containermarkedet fra 3,5 pct. til 2,5 pct. i år. 





Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis