ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Mærsk lander stort millionunderskud - Søren Skou kræver højere indtjening

Opdateret 9.25A.P. Møller-Mærsk kommer ud af det forgangne år med et underskud på 34 mio. dollar, svarende til 223 mio. kr. 

Det er langt værre end ventet, i det et gennemsnit af de adspurgte analytikere havde forventet et positivt resultat efter skat på 185 mio. dollar. 

Omsætningen på 10,18 mia. dollar i fjerde kvartal var en spids højere end markedets forventning, og det samme var tilfældet for driftsindtjeningen før af- og nedskrivninger på 1,11 mia. dollar (est: 1,05 mia. dollar). 
Penge
Mærsk-aktien i kæmpe fald efter regnskab med stort millionunderskud
Enhedsomkostningerne på 1776 dollar pr. FFE (fyrrefods container, red) er en lille tand højere end estimatet på 1774 dollar. 

I regnskabet slår adm. direktør Søren Skou fast, at han fortsat ikke er helt tilfreds med udviklingen i indtjeningen, og at den derfor skal forbedres. 

Koncernen forventer et ebitda på 5 mia. dollar for 2019. Samtidig udbetaler Mærsk et udbytte på 150 kr. pr. aktie.  

Investorerne sender i kølvandet på årsrapporten Mærsk-aktien i dørken med et fald på omkring 8 pct., hvilket sender det lyseblå værdipapir til bunds i C25 Cap-indekset. 

Indtjening overrasker positivt i nøgleforretning 


Et af de store spørgsmål før regnskabet var, hvordan Ocean-divisionen ville klare sig. Som navnet antyder, dækker den over alle de havbaserede forretningsområder i Mærsk, heriblandt Maersk Line. 

Selvom omsætningen i årets sidste fire måneder på 7,2 mia. dollar var 200 mio. dollar lavere end forventet, overrasker indtjeningen positivt. Driftsresultat på 927 mio. dollar er 82 mio. dollar højere end markedets estimater. 

På den negative side trækker udviklingen i Logistics & Services i den forkerte retning. Her tabte man 1 mio. dollar mod et forventet overskud på 43 mio. dollar. 

Koncernens årsrapport kommer i kølvandet på et 2018, hvor containervolumenerne har udviklet sig fornuftigt. Det er bl.a. et resultat af, at amerikanske virksomheder har haft travlt med at opbygge varelagre af frygt for en eskalering af handelskrigen mellem USA og Kina. 

Vingeskudt aktie

Omvendt er situationen med overkapacitet på verdenshavene stort set uændret. Det til trods for, at ordrebogen er på et rekordlavt niveau på omkring 12-13 pct. af den eksisterende flåde, og at der i løbet af de seneste år er skyllet en stor konsolideringsbølge hen over industrien. 

Virksomheder
Maersk Drilling går på børsen 4. april
To af analytikernes store fokuspunkter forud for regnskabet var, hvordan enhedsomkostningerne har udviklet sig på Esplanaden, og om topchef Søren Skous strategi begynder at bære frugt i form af en stigende indtjening. 

Samtidig forventede et gennemsnit af de adspurgte analytikere ifølge Bloomberg, at Mærsks forventninger til driftsindtjeningen i 2019 ville lyde på omkring 5 mia. dollar.  

Til sommer har Søren Skou været topchef i A.P. Møller-Mærsk i tre år. Her iværksatte han en ny strategi, hvor fokus udelukkende er på transport og logistik. Med den kommende børsnotering af Maersk Drilling har ledelsen skilt sig af med samtlige energiselskaber i det tidligere konglomerat, bortset fra kriseramte Maersk Supply Service. 

Selvom skitserne til det nye Mærsk dermed er begyndt at tegne sig i horisonten, har investorerne indtil videre været lunke ved landets største virksomhed. Ganske vist er Mærsk B-aktien steget med omkring 13 pct. siden nytår, men i løbet af de seneste 12 måneder har den mistet 10,8 pct. af sin værdi. 



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis