Mærsk i partnerskab med pensionskasse og havneselskab om at styrke logistik på land

396834_16_9_large_348.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
27. feb 2020 KL.21:01
Godt en uge efter opkøbet af en amerikansk logistikvirksomhed slår Mærsk til igen med et initiativ, der skal styrke shippingkoncernens aktiviteter på land.

Mærsk indgår i et samarbejde med det kommunalt ejede havneselskab ADP og pensionskassen PFA om at opbygge et kompleks af logistik- og varehusfaciliteter i erhvervsområdet Taulov vest for Fredericia

Taulov-området er geografisk begunstiget af at ligge tæt på både dybvandshavn, jernbane og et stort motorvejskryds, og det har EU-status som nordeuropæisk transportknudepunkt.

Det har allerede fået en række store virksomheder som DLG, Carlsberg, Shell, Arla og Google til at placeret domiciler eller datacentre i Taulov-området.

Også flere store transportkoncerner som DHL, Blue Water, Leman og DB Schenker har vigtige faciliteter i området.

Og nu har Mærsk altså også kastet sine øjne på området. Vincent Clerc, der i Mærsks topledelse har ansvar for salg og drift, forklarer hvorfor:

”Alle vore kunder, som vi fragter containere for, har behov for løsninger ikke blot til vands, men også på land i havnen og videre derfra til et varehus. Vores ambition er at styrke vores forretning inden for logistik, således at vi kan tilbyde kunderne integrerede end-to-end løsninger og derved tage en del af kompleksiteten ud af logistikkæden. Partnerskabet om et nyt dansk lager- og logistikhus i Taulov er et vigtigt led for, at vi kan lykkes med den ambition,” siger Vincent Clerc.

En fjer i hatten

Havneselskabet ADP og PFA gik for et par år sammen om et nyt projekt, den såkaldte Taulov Dry Port, som skal blive til et transport- og logistikcenter direkte op ad jernbanefaciliteter.

Området er på omkring 900.000 kvm., svarende til 126 fodboldbaner.

At det nu er lykkedes at få Mærsk til at samle sine landbaserede logistikaktiviteter i Taulov Dry Port er en fjer i hatten for de to partnere, der nu kan sætte ekstra skub på projektet.

PFA venter, at de i første fase vil komme til at bygge lager- og varehusfaciliteter for ca. en mia. kr og op til 187.000 kvadratmeter i takt med, at Mærsk tiltrækker flere og flere kundeaktiviteter til området. I en senere fase kan der blive tale om endnu større investeringer.

“Det er rigtigt stort for os, at det er Mærsk, der kommer. Vi har ledt efter en partner, der i stor skala kan tiltrække både internationale godskunder og store danske kunder. Vi bygger, Mærsk lejer sig ind og driver varehuse og logistik – og det bliver så Mærsk-kundernes gods, der så at sige skal bo i de nye bygninger,” forklarer Rune D. Rasmussen, adm. direktør i havneselskabet ADP.

Ejendomsdirektør Michael Bruhn, PFA, forklarer, at pensionsselskabet meget gerne vil satse på netop logistikfaciliteter som investeringsaktiv, der skal give afkast til pensionssparerne.

“Det skyldes de langsigtede trends omkring globalisering, voksende e-handel og klima. Et logistikcenter tæt på havn og jernbane kan være med til at gøre transport grønnere og mindske trængsel på motorvejene. Det er mere attraktivt for os at investere i end eksempelvis shoppingcentre,” forklarer Michael Bruhn.

Landbaseret vækst er strategisk mål

Mærsks topchef Søren Skou har ved flere lejligheder udråbt vækst i den landbaserede forretning til et afgørende, strategisk mål for Mærsk.

Mærsk er godt nok en global gigant i shipping, men netop containerfragt til søs er præget af hård konkurrence, svingende rater og en overforsyning af skibe.

Derfor vurderes landbaseret vækst i forretningen – og tættere relationer til kunder, som Mærsk kan tilbyde færdige dør-til-dørløsninger for – til at være en sundere og mere langsigtet måde at vokse på.

Søren Skou erklærede ved sidste uges regnskabsaflæggelse, at Mærsk har den fornødne, kapitalmæssige “ildkraft” til at vokse på land gennem investeringer.

Mærsk annoncerede også sidste uge opkøbet af den amerikansk logistik- og varehusvirksomhed Performance Team for 3,8 mia. kr. Firmaet driver 24 store logistikcentre over hele USA og har en række store detailkæder som kunder. 

Mærsk understreger, at de nye planer om et logistikcenter tæt ved havnen i Fredericia ikke får konsekvenser for en anden af gruppens vigtige danske aktiviteter, nemlig driften af Danmarks største containerhavn i Aarhus.

Containerterminalen, der er en af Aarhus kommunes vigtigste erhvervsaktiviteter, skal fortsat være placeret her.